Oplev Silkeborgs herligheder med Læserklubben

Lone Henningsennyde 

Vi stifter bekendtskab med kendte og ukendte sider af smukke Silkeborg tirsdag 1. august. Se Silkeborg Bad, Bunkermusset, Indelukket, glaspusteren Mikkel Yerst og meget mere

Silkeborg er en utrolig smuk og velanlagt by, ingen tvivl om det. Men hvor godt kender du egentlig byen? Ved du for eksempel, at byen har haft et slot, som »genskabes« denne sommer? Har du været nede under jorden i Bunkermuseet? Har du spist frokost på den atmosfærefyldte Svostrup Kro og hørt krofatters sjove fortællinger?

Tirsdag 1. august tager Læserklubben på tur til Silkeborg og vises rundt af tidligere redaktør på Midtjyllands Avis, Aksel Evin Olesen. Om nogen, så kender og elsker Aksel Silkeborg til fingerspidserne.

Afgang fra Herning klokken 08.30 med eventuel opsamling i Hammerum og Ikast.

Med Ans Bussen kører vi ad mindre veje direkte til KunstCentret Silkeborg Bad, som ligger i et naturskønt område tæt ved Ørnsø og Arnakkekilden.

De historiske bygninger på Silkeborg Bad fungerede tidligere som kurbadeanstalt og dannede grundlaget for Silkeborg som kurby. Badet blev lukket efter 100 år i 1983 og blev i 1990érne indrettet til kunstcenter. Her er en imponerende skulpturpark, som deltagerne får fornøjelsen af at spadsere rundt i.

Anden Verdenskrig
Vi kommer også under jorden til Bunkermuseet, der formidler historien om det tyske militær hovedkvarter i Danmark 1943-45. En kyndig omviser vil fortælle om krigshistorien.

Formiddagskaffen nydes i det fri, inden vi kører omkring Aqua Akvarium og Dyrepark, Museum Jorn og spadserer herfra til Indelukket, en sand turistperle ved Remstrup Å.

I Silkeborg midtby skal vi på besøg hos en kendt glaspuster, Mikkel Yerst, som for et par år siden var med i tv-serien »Made in Denmark« på DR1. Herfra går vi over det nyanlagte torv, der er designet med inspiration fra Asger Jorn og har kostet 25 millioner kroner.

Så kommer vi til havnen, hvorfra rutebådene sejler til Himmelbjerget. Vi kører en del af Silkeborgs historie - blandt andet om Silkeborg Slot, der lå på en holm ved Gudenåen, bygget i 1500-tallet og nedrevet i 1726.

Stjerneskud på Svostrup Kro
Ved 13.30 tiden kører vi lidt uden for selve Silkeborg og nyder omgivelserne og et stjerneskud på Svostrup Kro. Krofatter Niels Løgager er en enestående fortæller og underholder gerne gæsterne om de mange rariteter, han har samlet gennem tiden.

Efter den velfortjente frokost skal vi i Gjern Bakker, som med sin dramatiske afgrænsning mod vest, syd og øst er et af de mest markante landskaber omkring Gudenåen.

Eftermiddagskaffen bliver serveret et sted i bakkerne.

Retur i Ikast og Herning sidst på eftermiddagen.

Prisen for denne dagstur er 495 kroner inklusive formiddagskaffe, frokost og eftermiddagskaffe. .