Officielt: Dansk topkeeper skifter til FCM

Jørn Just Kristensen 

Jesper Hansen skifter til FC Midtjylland på en treårig kontrakt. Johan Dahlin sælges hjem til Sverige for et næsten tilsvarende beløb

FODBOLD Så gik målmandskabalen op.

FC Midtjylland har netop præsenteret Jesper Hansen som ny vogter af ulveburet. Det skete i pausen af træningskampen mod AaB, der bliver spillet i Ramme-Lomborg IF.

32-årige Jesper Hansen var en af Superligaens bedste målmænd i den forgangne sæson, hvor han hjalp Lyngby til bronzemedaljer. Den erfarne keeper holdt målet rent i 15 kampe, og kun FC København indkasserede færre mål end Lyngby. De præstationer bidrog også til, at Jesper Hansen var en del af den danske landsholdstrup i de seneste kampe mod Tyskland og Kasakhstan.

- Det er en drømmesigning, at vi henter Jesper Hansen. Det, havde jeg ikke troet, var muligt, siger sportsdirektør Claus Steinlein i en pressemeddelelse, som FCM netop har udsendt.

Jesper Hansen har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til 30. juni 2020.

- Da jeg hørte, at FC Midtjylland var interesseret, så jeg det først og fremmest som et skridt opad til en større klub og en klub, der har store ambitioner. Det er et godt match for mig, og jeg glæder mig meget til at komme i gang i FC Midtjylland.

- Jeg har enorme forventninger. Jeg har prøvet en del i karrieren, men jeg er sulten efter at vinde noget, og jeg vil vinde med FC Midtjylland og spille i Europa, siger Jesper Hansen i pressemeddelelsen.

Jesper Hansen blev dansk mester med FC Nordsjælland i 2011-12 og spillede i Champions League sæsonen derpå. Derefter blev han solgt til fransk fodbold og havde tre sæsoner i Evian og Bastia fra 2013 til 2016. Han bekræftede sit høje niveau i den forgangne sæson i Lyngby.

- Sidste år var Jesper Hansen Superligaens måske mest kampafgørende målmand, og han reddede mange point for Lyngby. Han har stor rutine og har vundet mesterskabet og pokaler og har desuden været i udlandet, så jeg forventer, at han kan være en vigtig del af rygraden på FC Midtjyllands hold, siger Claus Steinlien.

Samme pris for Dahlin
I FCM skal Jesper Hansen erstatte svenske Johan Dahlin, som skifter til Malmö FF. Den svenske topklub har ganske vist ikke offentliggjort handlen endnu, men rygterne er stærke omkring en handel til cirka 2,5 millioner kroner.

Ifølge sportsdirektør Claus Steinlein er målmandsudskiftningen dermed nogenlunde udgiftsneutral.

- Vores mål var, at vi skulle sælge Johan Dahlin og købe en målmand til samme pris, og det er lykkedes for os. Det er vi meget tilfredse med, siger Claus Steinlein i pressemeddelelsen.

Enkelte medier berettede i går om en købspris på fem millioner kroner for Jesper Hansen, men det afviser sportsdirektøren blankt.

- Prisen på Jesper Hansen er den del lavere, end medierne skriver, siger Claus Steinlein.

Også på posten som anden- og tredjemålmand har der været udskiftning i FCM denne sommer. Michael Falkesgaard er ankommet fra OB som ny gardering, mens Mikkel Andersen ventes at blive præsenteret i Lyngby inden for få dage.

I rollen som tredjemålmand bliver Andreas Raahauge erstattet af nyoprykkede Oliver Ottesen fra U19-holdet. Raahauge, der fylder 20 år i næste uge, er skiftet til Skive.