Sankthanstale: Heksejagten lever i bedste velgående

Inger Pedersen 

Sankthansaften har altid været en af årets bedste aftener for Inger Pedersen. Hun har skrevet en sankthanstale, som følger her

HERNING I aften fejrer vi årets længste dag, årets lyseste nat.

I månedsvis har vi glædet os til forår og sommer, til de lyse dage og nætter.

Det er som om sankthans rummer hele denne forventning.

Sankthansaften har for mig altid været en af årets bedste aftener.

At være sammen omkring et lysende, glitrende bål, rammer hos mig ind i et urinstinkt for tryghed, fællesskab og glæde.

Mange af de ritualer, vi har, stammer tilbage til hedenske skikke.

Bålet skal holde de onde kræfter på afstand.

Sankthansaften er også natten, hvor vi symbolsk sender heksene både sydpå til Bloksbjerg og nordpå ad Hekkenfeldt til til vulkanen Hekla på Island.

Midsommeren blev i gammel tid set som en magisk tid, hvor de overnaturlige kræfter - gode som onde - havde frit spil.

Angsten for det ukendte
Heksene er dybt forankret i vores folketradition. I middelalderen er de blevet forfulgt, misbrugt og tortureret.

Heksejagten går altid i gang, når angsten for det ukendte brænder på.

Ingen tidsalder kan sige sig fri for en eller anden form for heksejagt.

I vor tid lever heksejagten også i bedste velgående, heksejagt på mennesker som går på tværs af vores teknokratiske og etablerede samfunds normer. Det være sig naturlæger, healere og andre mystiske personer, som vi er »bange« for, fordi vi ikke forstår dem.

Vor tids heksejagt er også fremmedhadet, som i virkeligheden handler om angst for forandringer.

Når vi ikke forstår noget, bliver vi mistroiske og forsigtige.

Når vi står foran noget ukendt, som vi ikke kender reaktionen på, skal vi holde op med at være bange og huske på, at de fleste eventyr også begynder med noget ukendt.

Jeg har igennem mit efterhånden lange liv lært, at hvis man møder det ukendte med frygt, så møder det ukendte også mig med negative egenskaber, og en dårlig proces er i gang.

Jeg husker, hvad astronauten Armstrong sagde, da han stod på månen: »Jeg kan se jorden i et billede«.

En meget smuk sætning, fordi vi på jorden er ét. Vi hænger fuldstændig sammen, hvor end vi bor. Vi er alle fuldstændig afhængige af hinanden.

Vi er ét
Vi skal ikke tro, at vi i Korsbæk-Danmark kan overleve på fornuftig vis ved at stivne og sige som Maude: »Hans Christian, jeg vil have, det skal være, som det plejer«. Vi er alle nødt til at tilpasse os en ny og foranderlig verden.

Hvis vi skal tale om det gode liv, er vi nødt til at have ordet »kærlighed« med. Kærlighed skal ikke begrænses til vore nærmeste, men skal omfatte alt levende omkring os, fordi vi er i én stor sammenhæng, og når andre ikke har det godt, så har vi det heller ikke godt. Det, at vi alle hører sammen og er beslægtede, gør, at vi også må forholde os til de negative følelser, vi har overfor de fremmede. Vi er nødt til at forstå, at de ting vi ikke kan lide hos andre i virkeligheden har mere at gøre med ting, som vi ikke bryder os om hos os selv, end det har med de mennesker at gøre, som vi ikke kan lide.

Vi bliver aldrig som mennesker i stand til at kende os selv, hvis vi ikke kan se os selv i andre mennesker.

Fokuser på osten
Vi har en verden med informations supermotorveje, der gør, at udviklingstakten i verden er ekstremt høj. Hvilket gør, at vi hver eneste dag bliver bombarderet med informationer, som hver eneste dag fører forandringer med sig.

Derfor skal vi lære at forstå, at det er evnen til at kunne tåle forandringer, der har betydning.

Vi skal lære at trives med forandring, fordi forandringer vil være det eneste bestandige i verden i tiden fremover.

Vi skal også se lidt på vores evne til at føle taknemlighed over det liv, vi lever i Danmark. Vi lever i et af de mest velhavende og mest velfungerende lande i verden. Og vi skal ikke bevæge os ret langt væk fra Danmark, før det bliver helt tydeligt, hvor godt vi har det. Alligevel tror jeg, at vi må have verdensrekord i antallet af utilfredse pylrehoveder i Danmark.

Vi glemmer at fokusere på alt det, der virkelig går godt, og vi glemmer glæden og taknemligheden over det.

Vi har fået en tendens til at holde fokus på hullerne i osten i stedet for selve osten.

Og det skal der ændres på. Vi skal videre, vi skal have øjnene op for, at hullerne er det mindste. Osten det største.

Forandring i skolen
Mens jeg stadig var på arbejdsmarkedet, rejste jeg over det meste af verden, og særlig i Fjernøsten og USA har jeg mødt mange mennesker, som har det mantra, at »alt kan lade sig gøre«. Man skal bare gøre noget ved det.

Der skal handling og initiativ til.

Vores kollektive selvtillid er stadig jantelovs belastet. Vi trænger til en nulstilling og en ultimativ frisættelse af Janteloven. Vi skal have nytænkning og en grundig renselse i alle vore systemer.

Hvis det lykkes, har vi nok til, at alle kan have det godt.

Som gammel skolelærer vil jeg foreslå, at vi indfører et fag i skolen, der hedder »Forandring« på samme fagniveau som dansk og matematik.

En advarsel
Midsommer er en meget smuk tid.

Landskabet er et stort lyshav, der de seneste måneder hele tiden er blevet forstærket. Der dufter af hyld, gøgen kukker, svalerne fanger de lavtflyvende myg, så de kan få ro på deres sultne unger.

Hvis vi er heldige, kan vi høre nattergalen. Havets blå bølger bliver varmere og varmere, og snart boltrer vi os ved hav og strand.

Vi elsker vort land, men ved midsommer mest....

Lad i aften vore sankthansbål være glædesbål og en advarsel til alle mørke kræfter. Vi skal vise alle, at vi vil fred her til lands, og freden kan vindes, hvis hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde.

God sankthansaften og lys nat.