To bilister uden kørekort havde narko i blodet

Tirsdag blev to bilister - blandt andet - sigtet for narkokørsel i Herning

Herning To bilister blev i går sigtet for at køre narkokørsel, og der ventede flere sigtelser, da betjentene fik set nærmere på førerne.

Klokken 13.09 blev en 55-årige kvinde standset i Sjællandsgade. Betjentene kunne se, at hun ikke benyttede sikkerhedssselen, men problemerne voksede sig større og større.

Hun blev testet positiv for amfetamin, og hun kunne ikke vise betjentene et kørekort. Derfor blev kvinden tre sigtelser rigere.

Klokken 20.25 var den gal i Fredensgade, hvor en 22-årig mand fra Jerup i Nordjylland blev standset. Han havde påført prøveplader på bilen, og det fattede betjentenes interesse.

Den 22-årige mand blev testet positiv for cannabis, og heller ikke han havde et kørekort. Derfor blev han sigtet for narkokørsel og for kørsel uden førerret. Sidstnævnte forseelse koster minimum 7000 kroner, og sker det fem gange, kommer det til at koste en tur bag tremmer.