Stærke portrætter af 12 mænd giver et sjældent indblik i livet med prostatakræft

HERNING Fotoudstillingen »12 mænd står frem«, der fra 3. juli kan opleves på Regionshospitalet Herning, giver ifølge en pressemeddelelse et sjældent, men stærkt og livsbekræftende indblik i livet med prostatakræft.

- Træder man blot et lille skridt tilbage, vil man se, at der er foregået en sand revolution i mænds identitet, rolle og opgaver i menneskehedens historie. For eksempel har det stor betydning for mænds identitet og livskvalitet at blive ramt af prostatakræft, sagde sygeplejefaglig direktør Ida Götke, da vandreudstillingen for nylig åbnede i forhallen på søstersygehuset i Holstebro.

Fire prominente fotografer - Jan Grarup, Claus Bjørn Larsen, Piet Simonsen og Per Dreyer - har hver især portrætteret tre danske mænd med prostatakræft. De stærke portrætter suppleres af deltagernes fortællinger om deres liv.

- Portrætterne og de tilhørende fortællinger giver et sjældent indblik i at leve med prostatakræft og ikke mindst i de forandringer i livet, selvopfattelse og identitet, som ofte følger med sygdommen. At være mand og leve med prostatakræft kommer frem i lyset og er ikke længere tabuiseret, sagde Ida Götke og pegede på, at fotoudstillingen falder fint i tråd med de aktiviteter, Urinvejskirurgisk Afdeling på Hospitalsenheden Vest har sat i gang for at hjælpe mænd med prostatakræft.

Det er patientforeningen PROPA (prostatakræftforeningen), der står bag fotoudstillingen. »12 mænd står frem« vil frem til 4. august kunne ses på hospitalet i Herning, inden billederne fortsætter deres danmarksturné.