»Ny« FCM-profil: Fantastisk at være tilbage

Ole Bitsch 

- Jeg ser et stort potentiale i FCM, siger den norske kantspiller, Gustav Wikheim, der har udskiftet et lejeophold med en fireårig aftale

FODBOLD Efter flere ugers nervepirrende forhandlinger var det en lettet Gustav Wikheim, der onsdag satte sin signatur på en fireårig kontrakt med FC Midtjylland.

Den 24-årige norske kantspiller var i sidste sæson udlejet til netop FCM fra belgiske KAA Gent, men en markant frikøbsklausul på to millioner euro - 15 millioner danske kroner - truede længe med at eliminere et videre samarbejde mellem nordmanden og FC Midtjylland.

- For at være helt ærlig, så var jeg ret bekymret for, at klausulen ville forhindre mit skifte til Midtjylland. Heldigvis lykkedes det til sidst, og det er jeg meget lykkelig over. Jeg glæder mig over at være tilbage i FCM, fastslår Gustav Wikheim over for Herning Folkeblad.

Tilbud fra andre klubber
Ifølge Folkebladets kilder tæt på klubben lykkedes det sportsdirektør Claus Steinlein at få forhandlet købsprisen på Wikheim ned til 500.000 euro - altså cirka 3,5 millioner kroner. Dog er Gent sikret et videresalgsbeløb, hvis FCM skulle sælge Gustav Wikheim til en anden klub.

Det tænker nordmanden dog ikke på. Nu er al fokus igen på FC Midtjylland.

- Jeg havde tilbud fra flere andre klubber i Europa, heriblandt klubber fra Norge, men mit ønske var hele tiden at returnere til Midtjylland. Jeg trivedes virkelig her i sidste sæson - både som menneske og som spiller. Folkene i klubben, spillerne og trænerne tog virkelig godt imod. Det samme kan jeg sige om fansene, som var helt fantastiske, siger Gustav Wikheim.

I sidste sæson spillede han 23 kampe, scorede fire mål og stod bag to assists for FCM-mandskabet, der sluttede på en lunken fjerdeplads, men opfyldte klubbens målsætning om adgang til Europa League-kvalifikationen.

- Mit lejeophold i FCM var lidt op og ned, synes jeg. Jeg fik en fin start, men løb så ind i flere perioder med skader, inden jeg fik sluttet godt af. Undervejs fik jeg vist det høje niveau, som jeg ved, jeg kan spille på, bemærker Gustav Wikheim.

Jagter nøglerolle
Den permanente kontrakt med FC Midtjylland afslutter nordmandens skuffende ophold i Belgien. I januar 2016 skiftede Wikheim fra norske Strømsgodset til Gent i en handel til omkring 15 millioner kroner. Det blev dog kun til fire optrædener i Gent-trikoten.

- I Belgien blev jeg spillet ude af position, da klubben prøvede at omskole mig til wingback. Jeg spillede kun sjældent på kanten, og generelt var det begrænset med spilletid i Belgien. Det var også derfor, jeg takkede ja til at blive udlejet til FC Midtjylland. Jeg havde brug for kampe, fortæller Gustav Wikheim.

Han forventer at bidrage med en hovedrolle i FC Midtjylland, der omvendt håber, at få yderligere scoringer og målgivende afleveringer ud af investeringen.

- Jeg satser på, at jeg kan få en nøglerolle på holdet, så jeg bliver endnu mere kampafgørende i offensiven - og helst med flere mål og assists, siger Wikheim.

Han glæder sig over, at han får mulighed for et comeback på et mandskab, han allerede kender indgående.

- Det er dejligt, at jeg ikke igen skal starte helt forfra i en ny klub. Jeg kender folkene i FCM - og de kender mig. Det bliver en fordel, siger Gustav Wikheim.

Et stort potentiale
Den tempofyldte og teknisk dygtige nordmand pointerer, at han ser et stort, men hidtil uforløst potentiale i FC Midtjyllands nuværende udgave.

- Både klubben og spillertruppen indeholder så meget kvalitet, som vi i fællesskab skal gøre alt for at udløse. Personligt ser jeg frem til, at vi som hold og klub skal forsøge at komme i endnu et europæisk gruppespil.

- Men også i Superligaen bør vi markere os endnu mere i toppen. At vi i sidste sæson var langt fra FC København og Brøndby (FCM sluttede henholdsvis 30 point og 8 point efter de to klubber, red.) kan vi ikke være tilfredse med. På papiret har vi en trup, der bør kunne true de to klubber, mener Gustav Wikheim.

Torsdag var FCM’s »nye« nordmand på græs i Ikast - baneanlægget, han kender så godt fra sin første sæson i klubben.