Herning-forfatter vandt ikke stor international pris

Dorthe Nors fik ikke årets Man Booker International Prize

LONDON »Vinder næppe«. Sådan skrev Herning-forfatteren Dorthe Nors forud for aftenens arrangement i London, hvor man uddelte den store internationale pris Man Booker International Awards - og hun fik ret.

Prisen - og de 425.000 kroner - gik til forfatteren David Grossman og hans bog »A horse walkes in to a bar«.

Dorthe Nors - der var nomineret for bogen »Spejl, skulder, blink« - kan dog finde trøst i, at hun var med blandt de sidste seks nominerede til prisen. Hun skriver da også på sin facebook-side sent i nat, at hun finder sejren fuldt fortjent, og bare det, at hun var finalist, har været et stort privilegie.

126 bøger blev oprindeligt indstillet til prisen. De blev af flere omgange reduceret til seks nominerede, der kunne løbe med prise.

Det var en jury bestående af fem dommere, der gav prisen til »En hest kommer ind på en bar«, som er bogens danske titel.

Bogen handler om den fiktive komiker Dovaleh Gee og udfolder sig under hans sidste optræden.

Om bogen siger Nick Barley, der var formand for juryen, at »David Grossman har forsøgt sig med en ambitiøs og højspændt roman og lykkedes med det«.

Ud over Dorthe Nors var de andre nominerede norske Roy Jacobsen for bogen »De usynlige«, argentinske Samanta Schweblin for »Redningsafstand«, israelske Amos Oz for »Judas« og franske Mathias Enard for »Compass«.

Sidste år vandt sydkoreanske Han Kang samme pris for bogen »Vegetaren«.