Black Army-medlemmer varetægtsfængslet for stenkast mod brandfolk og politibetjente

Palle Heering Nielsen 

Efter flere timers grundlovsforhør nåede dommeren frem til, at der er begrundet mistanke om, at de sigtede står bag flere forhold i Gullestrup i nat

HERNING Tre medlemmer af Black Army og to af deres kammerater blev til eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Herning.

De er sigtet for i forening at have sat ild til to containere. De er også sigtet for vold mod tjenestemand i funktion, grov forstyrrelse af den offentlige orden samt for fornærmende tiltalte mod politibetjente.

Gruppe hidsede sig op
Sagen begyndte i nat, hvor der blev sat ild til to containere i Lyngens Kvarter i Gullestrup. Kort efter at brandfolk og politi var kommet til stedet, kom en gruppe unge kørende til stedet på scooter.

De unge hidsede sig op og begyndte at kaste sten mod både brandfolk og politibetjentene. En brandmand og en politibetjent blev ramt.

Efterfølgende blev fem personer anholdt, og det var de fem, som blev fremstillet i grundlovsforhør onsdag eftermiddag.

Var ikke i nærheden
Dommeren fandt det ikke bevist, at de stod bag brandstiftelsen, men mente ellers, at der var begrundet mistanke om, at de stod bag de øvrige forhold, de er sigtet for.

Alle fem nægter sig skyldig, og fire af de fem ønskede at forklare sig i retten. De fortalte, at de overhovedet ikke havde været i nærheden af brandstedet.

Flere af dem havde festet et andet sted i Gullestrup, mens to af de fem lige var ankommet til lejligheden, da politi kom og anholdt dem.

Penge til brødrene
Black Army er kendt for deres broderskab, hvor de tager hånd om hinanden, og det blev synligt i retslokalet, hvor den ene af de fem delte 500-kronesedler ud til flere af de andre.

På et tidspunkt bad han også en betjent om at aflevere flere 200-kronesedler til en af dem, som ikke er medlem af Black Army.

Til slut blev de hver især ført bort af betjente til højlydte råb.