Snoreklip og champagne til gågadeindvielse

Ulrik Hyldgaaard holder tale, når den nye gågade officielt skal indvies

Det bliver en festlig begivenhed, når Herning Cityforening inviterer til indvielse af den nye gågade, som næsten er færdigrenoveret. Festlighederne finder sted fredag eftermiddag klokken 15.30, hvor blandt andre Ulrik Hyldgaard (V), som er formand for Herning Kommunes Byplanudvalg, holder tale. I øvrigt blev gågaderenoveringen første gang nævnt, da selvsamme Hyldgaard var citychef for cirka 20 år siden.

Ulrik Hyldgaard sørger også for at klippe snoren over som et symbol på, at renoverings-arbejdet er tæt på at være nået i mål.

Begivenheden finder sted i Bredgade mellem Sektion 1 og Paw Sko, hvor den røde løber naturligvis er rullet ud. Under fejringen lader Herning Cityforening champagnepropperne springe, ligesom der serveres kransekage - og is til børnene. Birthes Blomter vil sørge for, at der er pyntet flot op til begivenheden, som alle er velkommen til at deltage i.