Grand Prix- stemning til åbningen

Anja Nissen gæster Herning på fredag

Årets udgave af Eurovision Song Contest har netop fundet sted i Kiev. Til at repræsentere Danmark indtog Anja Nissen scenen i sin flotte, røde kjole og sang sin vindersang fra det danske Melodi Grand Prix »Where I Am«. Det gjorde hun med bravour, men det var desværre ikke nok til at tilfredsstille de mange seere, så hun måtte nøjes med en 20. plads, selvom hun lå godt til i den første halvdel, da alle jurystemmerne var afgivet.

Selvom det blev en skuffende placering, fortjener hun alligevel at blive hyldet for sin flotte indsats, og det kan vi alle passende gøre på fredag, når hun gæster Herning for at deltage i indvielsen af den nye gågade.

Anja Nissen er en dansk-australsk sanger, sangskriver, danser og skuespiller, og hendes store talent førte i 2014 til, at hun vandt den australske udgave af talentshowet The Voice«. I 2016 deltog hun i det danske Melodi Grand Prix, hvor hun opnåede en andenplads. I 2017 var hun endnu en gang med i konkurrencen, der fandt sted i Herning, og denne gang løb hun altså med den samlede sejr, som sendte hende en tur til Ukraine tidligere på måneden.

Anja Nissen indtager scenen på Torvet klokken 16, så kig forbi og vær med til at hylde Danmarks Grand Prix-stjerne, som efter sin koncert vil give autografer.