Forløsning: FCM klar til Europa

Ole Bitsch 

FC Midtjylland vandt 3-0 i playoffkampen mod Randers

FODBOLD Så blev det endelig en realitet: FC Midtjylland spiller også europæisk i næste sæson.

Torsdag aften vandt FCM-mandskabet en sikker sejr på 3-0 over Randers i playoff-kampen på MCH Arena, hvor Paul Onuachu, Rasmus Nicolaisen og Jonas Borring sørgede for de midtjyske scoringer. Dermed snupper »ulvene« den sidste danske plads i Europa League-kvalifikationen.

Set over hele matchen var det fortjent, at FCM satte navn på Europa-billetten. Hjemmeholdet ville mest i den betydningsfulde kamp. Særligt inden pausen var det midtjyderne, som viste offensivt initiativ. Det gav en stribe lovende chancer, inden topscorer Paul Onuachu slog til kort inden pausen.

En dybdebold udnyttede en veloplagt Rilwan Hassan til at trække ned bag Randers-forsvaret inden han på midten fandt landsmanden Onuachu, der let kunne score sit 19. sæsonmål i Superligaen.

Randers kom ikke frem til meget i første halvleg - dog var angriberen Marvin Pourié tæt på efter passivt forsvarsspil i FCM-defensiven.

Til gengæld indledte gæsterne aggressivt lige efter pausen. Randers løftede tempoet og fysikken, og det trykkede værterne i bund frem til det 67. minut. Her dræbte FC Midtjylland spændingen med målet til 2-0.

Scoringen blev sat ind af den 20-årige Aulum-midtstopper Rasmus Nicolaisen, der pandede bolden ind efter et hjørnespark. Øjeblikket efter blev det 3-0, da Jonas Borring nettede efter et indlæg fra Rasmus Nissen.

Så var der ikke mere i Randers, der også tillod store chancer til Paul Onuachu og Janus Drachmann,.

Og der var noget ekstra at glæde sig over i FCM-lejren. Otte minutter før var der comeback til den finske midtbanestrateg Tim Sparv, der har været ude i tre måneder med en lægskade.

FCM’s første kamp i den nye sæson spilles allerede torsdag 29. juni. Her gælder det første runde i Europa League-kvalifikationen.