Højdramatisk sejr sikrer FCM bronzefinale

Jørn Just Kristensen 

Paul Onuachu scorede to mål, da FCM vandt 3-2 i Farum og dækkede bordet til en bronzefinale mod Lyngby. Både Janus Drachmann og Markus Halsti så rødt i en dramatisk slutfase

FODBOLD FC Midtjylland får sin »bronzefinale« mod Lyngby og er sikret mindst en fjerdeplads i Superligaen.

Det er status efter lørdagens 3-2-sejr på udebane mod FC Nordsjælland.

I størsteparten af opgøret havde FCM godt styr på begivenhederne, men i slutfasen kom der i den grad dramatik i Farum.

Gemytterne kom i kog, da André Rømer scorede et kontroversielt mål til 3-0 med 18 minutter tilbage af opgøret. Gustav Wikheim satte sig igennem i venstre side, men nordmandens sidste dribling så ud til at krydse baglinjen, og Nordsjællands forsvar og målmand stoppede op. Det gjorde Rømer også, men FCM’eren var hurtigst til at opfatte, at der intet var dømt - og så sparkede Rømer bolden i mål til 3-0.

På tv-billederne fremgår det, at bolden er 20-30 centimeter ude inden indlægget.

Men der stoppede dramatikken ikke.

To minutter efter 3-0-målet fik Janus Drachmann sit andet gule kort og dermed rødt. Og fire minutter senere fik Nordsjælland reduceret, da Karlo Bartolec smart blev spillet fri i en frisparkskombination og huggede bolden i nettet.

Næste udvisning ramte Markus Halsti. Den 32-årige finne nedlagde indskiftede Jakob Johansson en meter uden for eget felt og fik direkte rødt kort for nødbremsen.

Med to mand i undertal forsvarede FCM sig med næb og kløer, men fire et halvt minut inde i dommerens tillægstid reducerede Andreas Maxsø efter et indlæg fra venstre. 2-3.

Men FCM holdt - trods alt - stand i de sidste sekunder.

Lynmål af Paul Onuachu
I første halvleg var der intet, der tydede på dramatik og spænding. »Ulvene« virkede mest slutne og kom energisk fra start.

Der var bare spillet 25 sekunder, da Paul Onuachu bragte »ulvene« på 1-0.Topscoreren satte indersiden på et nyt indbydende indlæg fra formstærke Jonas Borring - en scoring der vækkede minder om 3-2-målet mod FC København i onsdags.

Midt i halvlegen øgede den tårnhøje nigerianer til 2-0 på hovedstød efter et godt hjørnespark fra Jakob Poulsen. Onuachu tog et fint ryk mod forstolpen og behøvede knapt nok at hoppe for at pande bolden i nettet. Det var Paul Onuachus 18. sæsonmål i Superligaen.

Med sejren kom FCM for en stund tilbage på tredjepladsen i Superligaen - to point foran Lyngby, som søndag herefter slog FC København og tilbageerobrede tredjepladsen.

FCM får næste weekend besøg af Lyngby i en reel bronzefinale, hvor ulvene skal vinde for at overhale Lyngby