ItaloBrothers-sanger om sidste års Herning Rocker: Var nødt til at smide mit tøj ud bagefter

af Henrik Øster-Jørgensen 

Sidst ItaloBrothers gæstede Herning Rocker blev det en heftig og meget varm fest

ItaloBrothers er det eneste udenlandske navn på Herning Rocker - de er nemlig fra Tyskland.

Det hele begyndte i 2005, da det tyske producerteam Zacharias Adrian og Mathias Metten følte, at de måtte gøre noget ved deres passion for musikken.

Så efter to års hårdt arbejde i såkaldt hands-up Italo-style, dannede de gruppen, som ikke overraskende kom til at hedde ItaloBrothers.

ItaloBrothers live er med den helt igennem fantastiske vokal Mathias Metten, der om nogen kan sætte gang i en fest med hit på hit gennem hele showet.

Mathias Metten har travlt med at turnere Europa tyndt, men han tog sig tid til at svare på lidt spørgsmål inden Herning Rocker.

Hvordan går det?

- Jeg har det fantastisk, tak. Vi har ret travlt for tiden med at rejse fra A til B med vores shows. Derudover arbejder vi hårdt på at lave en single-efterfølger til »Summer Air«. At overkomme begge dele samtidig kan være lidt af en udfordring, siger Mathias Metten, der er sanger i ItaloBrothers og live står alene på scenen.

På de sociale medier kan man følge dig, når du rejser alene rundt til shows i Europa - bliver det ikke ensomt?

- Jeg forstår, hvad du mener. Heldigvis turnerer jeg ikke alene. Min manager Sven har været ved min side i syv år nu. Så vi kender helt sikkert hinanden godt. Vi kan snakke om fodbold i flere timer i træk - som såkaldte eksperter. Jeg kunne måske godt tage lidt flere billeder af ham rundt omkring og lægge dem på Instagram, Snapchat og så videre, spekulerer ItaloBrothers-sangeren.

Får du set nogle seværdigheder, når du rejser? Hvad har gjort indtryk på dig?

- Det er rigtigt, at vi virkelig rejser meget og får set nogle smukke steder rundt omkring på kloden. Da vi turnerede i staterne med shows i Chicago og Miami - det vil jeg helt sikkert aldrig glemme. Men det, der har imponeret mig mest, er den norske natur. Jeg vil sige, at der er ikke en by eller et område, vi ikke har set endnu. At køre til Polarcirklen og se Nordlyset var virkelig imponerende.

Har du nogle minder fra de

tidligere shows i Herning?

- En masse faktisk. Jeg husker, at det var en ret solrig dag, og vi havde et ret vildt show i teltet. Teltet var desuden pakket med folk, og det var fandens varmt derinde. Jeg var nødt til at smide mit tøj ud bagefter, fortæller Matthias Metten.

Hvad kan folk forvente af dig, når du spiller på Herning Rocker?

- Vi arbejder altid hårdt for at præsentere et endnu bedre og vildere show hvert år. Udover vores seneste nummer »Summer Air« fokuserer vi meget på nye mash ups (når man blander forskellige numre, red.), som folk aldrig har hørt før. Min dybeste respekt for alle de DJ-navne, der er, men jeg tror, at et livenavn på scenen betyder en stor forskel for folk. Jeg lover jer et show, der er pakket med så meget energi, at I har lov til at droppe crossfit-øvelserne dagen efter.