FCM ydmygede Brøndby

Jørn Just Kristensen 

Paul Onuachu, Rilwan Hassan og to gange Mikkel Duelund stod for målene, da FCM knuste Brøndby 4-2 og erobrede tredjepladsen tilbage

FODBOLD FC Midtjylland holder bronzekursen i Alka Superligaen med en fejende flot hjemmesejr over Brøndby.

»Ulvene« sejrede søndag aften 4-2 over Brøndby og tog dermed en slags revanche for nederlaget mod samme modstander i torsdagens pokalsemifinale.

Paul Onuachu, Rilwan Hassan og to mål af Mikkel Duelund gav FCM en 4-0-føring allerede i midten af anden halvleg, men Brøndby fik pyntet på resultatet med to reduceringer - uden at der dog opstod den mindste tvivl om den midtjyske sejr.

Midtjysk dominans
Opgøret begyndte lidt søvnigt - måske på grund af trætte pokalben - men efter det første kvarter satte FCM sig mere og mere på opgøret.

Ni minutter før pausen fik midtjyderne også hul på målbylden. Jonas Borring opsnappede en skidt tilbagelægning fra Brøndbys Benedikt Röcker og viste overblik med en fin pasning til Paul Onuachu, der ikke kunne undgå at score.

FCM kom også bedst ud fra pausen og lignede et mandskab, der ville det mere end Brøndby, som allerede er sikret sølvmedaljerne.

Den stærkt spillende Jonas Borring sendte et fremragende fladt indlæg ind foran mål, hvor Rilwan Hassan gjorde det til 2-0.

Mikkel Duelund øgede til 3-0 efter en rund klokketime. Stortalentet vandt en luftduel og headede Filip Nováks »højder« i nettet.

Bare fem minutter senere blev ydmygelsen komplet. Mikkel Duelund erobrede energisk bolden fra Brøndbys Johan Larsson, satte kurs mod målet og chippede bolden frækt om ørerne på Brøndby-keeper Adam Larsen Kwarasey.

To trøstemål
Indskiftede Kevin Mensah reducerede til 1-4 på en løs chance, og to minutter før tid fik Teemu Pukki begrænset skaden til 2-4 for Brøndby, som havde valgt at spare flere profiler - heriblandt kreatøren Hany Mukhtar.

Sejren betyder, at FCM tog tredjepladsen tilbage fra Lyngby, der ellers havde bronzepositionen til låns i nogle timer efter deres 2-0-sejr over SønderjyskE. Med fire runder tilbage af sæsonen er FCM to point foran Lyngby i bronzedysten.