Fuldt hus i Autogalleriet

HERNING Tirsdag aften holdt Kræftens Bekæmpelse arrangementet »Mænd dør som fluer« i Autogalleriets lokaler.

MCH havde i dagens anledning stillet 360 stole til rådighed, og dem var der brug for. 350 besøgende havde taget turen til Birk for at se klassiske biler og høre om mænds svagelige sundhedstilstand. Det fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.

Arrangementet blev åbnet af Erhvervsrådets direktør Kenneth Mikkelsen, som bød velkommen til de mange fremmødte. Kenneth Mikkelsen, der selv er aktiv som formand for »Stafet for Livet« beskrev ironisk mænds tilgang til eget helbred sådan, at »så længe legemsdele ikke er skilt fra kroppen, er der ikke noget, to Panodil ikke kan klare«.

Efterfølgende var generalmajor og tidligere leder af flyvestation Karup, Stig Østergaard, på hvor han talte om sine oplevelser i missioner i udlandet, inden at Rigshospitalets chefpsykolog, Svend Aage Madsen - manden bag arrangementets titel »Mænd dør som fluer« – fremlagde fakta om mænds helbred. Det bedste middel til et langt liv er i følge chefpsykologen, at lytte til konen, når hun siger, man skal gå til læge.

De to lokale foreninger bag arrangementet er glade for fremmødet.

- Autogalleriet handler om fællesskab. Det handler om biler, men det handler også om at være sammen og dele noget med hinanden, siger Autogalleriets formand Marius Reese.