FC Midtjyllands pokaldrømme knust i overtiden

Ole Bitsch 

Brøndby klar til pokalfinalen efter dramatisk 2-1-sejr på MCH Arena

FODBOLD Torsdag aften var fodboldguderne hårde ved FC Midtjylland.

Efter en medlevende, intens og dramatisk semifinale mod Brøndby blev FCM’s drømme om en femte pokalfinale knust i tre minutters overtid på MCH Arena.

Efter et angreb, som værterne ikke fik afvist ad flere omgange i FCM-feltet, kunne Christian Nørgaard med et velplaceret spark via den ene stolpe sikre den sene sejr på 2-1 - og sende Brøndby i årets pokalfinale.

Til allersidst var det lige ved, at FCM’s Rasmus Nissen Kristensen fik udlignet, men keeper Frederik Rønnow fik slået den desperate flugter til hjørnespark. Også hjemmeholdets Rilwan Hassan var tæt på i slutsekunderne, men forsøget endte uden for rammen - til massiv skuffelse for FC Midtjyllands spillere, trænere og fans, der var blandt de 9475 fremmødte i Herning.

Aftenens pokalsemifinale sørgede for fremragende underholdning og masser af store målchancer. Spillet bølgede frem og tilbage, og især den sidste halve time af første halvleg var på højt og tempofyldt niveau.

FCM-anfører Jakob Poulsen bragte »ulvene« i front på straffespark efter 29 minutter, da Paul Onuachu - for anden gang inden for få minutter - var blevet nedlagt af Brøndbys Rodolph Austin.

Gæsterne udlignede kort efter, da topscorer Teemu Pukki skubbede Rasmus Nissen væk i en omstilling. I feltet huggede finnen elegant læderet over i det lange hjørne. 1-1.

Men der burde have været flere mål inden den matchvindende træffer. Paul Onuachu var den store synder, men også Brøndbys Kamil Wilczek missede to gigantmuligheder efter skidt forsvarsspil af Markus Halsti.

Som anden halvleg skred fortsatte intensiteten, men begge mandskaber var mere forsigtige. Den største chance tilfaldt Paul Onuachu, men nigerianeren hamrede bolden på overliggeren fra få meters afstand. Brøndby kom frem til et par løse muligheder, men begge hold havde indstillet sig på forlænget spilletid - lige indtil Christian Nørgaard dukkede op i overtiden og knuste FCM’s pokalfinaledrømme.

Brøndbys Lebogang Phiri kommer ikke med i pokalfinalen. Til sidst så han rødt efter en vild tackling mod Janus Drachmann.