398 dage som gidsel

Daniel Rye var i over et år gidsel hos Islamisk Stat - det fortæller han om i kongrescentret

HERNING Torsdag 4. maj er der foredrag med Daniel Rye i MCH Herning Kongrescenter.

Det er snart tre år siden, at Daniel Rye blev løsladt mod en stor portion løsepenge, som blandt andet var indsamlet blandt gymnastik-foreningslivet i Danmark. Men hans historie er stadig mere aktuel end nogensinde, desværre.

Daniel Rye fortæller i sit foredrag levende, åbenhjertigt og med rystende detaljer om sit fangenskab hos Islamisk Stat i Syrien. Her giver han et sjældent indblik i det mareridt, han gennemlevede som gidsel - en på én gang forfærdelig og gribende historie, der vil holde dig opslugt fra start til slut.

Berygtet fængsel
Daniel Rye blev som freelancefotograf under en reportagetur i Syrien i 2013 pågrebet og taget til fange af terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien.

I 13 måneder blev han holdt som gidsel af IS sammen med 23 andre vestlige gidsler, og han var det sidste gidsel, som slap levende fra Islamisk Stats berygtede fængsel i den syriske by Raqqa. Efter løsesumsforhandlinger blev han løsladt 19. juni 2014, hvorefter IS i sommeren 2014 dræbte de tilbageværende gidsler og Daniel Ryes medfanger, én efter én. Heriblandt amerikaneren James Foley.

Viderebragte »brev«
James Foley blev det første offer for de videodokumenterede henrettelser af IS, der gik verden rundt. Under deres tilfangetagelse, blev han nær ven af Daniel Rye, og det var danskeren, der viderebragte Foleys »brev« og afsked til familien. En afsked Daniel Rye fik overbragt mundtligt og memorerede.

Daniel Ryes fangenskab blev af hensyn til hans sikkerhed først kendt for den brede offentlighed efter hans løsladelse, da medierne også af sikkerhedsmæssige årsager holdt sig fra at dække historien.

Daniel Ryes oplevelser skildres også i Puk Damsgaards roman »Ser du månen, Daniel«.