Viste langefingeren til betjente efter fodboldkamp

Politiet måtte foretage to sigtelser i forbindelse med FCM’s fodboldkamp mod FCN

Herning Politiet sigtede lørdag aften to personer efter fodboldkampen mellem FC Midtjylland og FC Nordsjælland på MCH Arena.

En 17-årig dreng stod ved udeholdets bus, hvor han fyrede et romerlys af lige foran politiet.

- Han troede, at han måtte kaste med det udenfor stadion, men det er en vildfarelse, oplyser politikommissær Michael Schultze fra lokalpolitiet i Herning.

Han blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven, og da drengen er under 18 år, kontaktede politiet hans mor og oplyste hende om sagen.

Under kampen havde en 25-årig mand kastet med øl fra udebaneafsnittet, og det ville politiet have en snak med manden om.

Da snakken var ovre, viste den 25-årige mand sin ene langfinger til betjentene, mens andre så på, og derfor blev han sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.