Læserklubben serverer femstjernet luksus på Seinen
Lone Henningsen lgh@herningfolkeblad.dkSkøn mad, drikke, komfort og masser af udflugter kan du forkæle dig selv med på dette flodkrydstogt på Seinen 31. august - 8. september
Et krydstogt er en bekvem og afvekslende måde at opleve verden på. Du bor på et flydende luksushotel og hver dag serveres nye oplevelser for dig.
Er du livsnyder af den slags som sætter pris på komfort, lækker og rigelig mad med dertil hørende vine, smukke udsigter og spændende udflugter, så vil dette franske flodkrydstogt helt sikkert være noget for dig.
Med det femstjernede skib, M/S Seine Princess 5 fra redeiret Crosi Europe, som base, glider vi gennem det idylliske normanniske landskab fra Honfleur til Paris og oplever livet langs Seinen. Med daglige ture i land får man afdækket dele af den spændende franske historie, mens vi ser stederne og indsnuser den specielle atmosfære, der hersker her.
Rejsen varer ni dage i alt og Ans Rejser er teknisk arrangør.
Honfleur - hyggelig havneby
Torsdag 31. august busafgang fra Silkeborg, Ikast og Herning fra morgenstunden af.
Med morgenkaffe og passende pauser undervejs kører vi sydpå ned gennem Tyskland og frem til overnatningshotellet i Tyskland, hvor der venter os en middag, efter vi har tjekket ind.
Fredag er der morgenmad på hotellet, inden vi kører videre, og hen på eftermiddagen når vi frem til skibet i Honfleur. Vi får anvist vores kahytter enten på hoveddæk eller på øverste dæk.
Der bydes velkommen om bord inden middagen, og nu er flodkrydstogtet begyndt.
Det er muligt på egen hånd at få et kig på byen allerede fra første aften, men du kan også vente til byrundturen næste dag.
Lørdag tager vi på en gående byrundtur i Honfleur. Turen går blandt andet til den gamle trækirke og de hyggelige gader bag havnen.
Aristokratisk badeby
Eftermiddagsudflugt til den gamle og agtværdige badeby, Deauville på Blomsterkysten, hvor Europas aristokrati i 1800-tallet indledte »trenden« fornøjelsesrejser. Gennem tiden har mangen en franskmand og andre internationale turister slået sine folder her.
Vi skal også besøge et calvados-destilleri, hvor vi får en rundvisning og hører om produktionen, lagringen og meget mere. Vi ender i butikken og får smagsprøver på en ægte calvados. Det er også muligt at købe både calvados og cider med hjem, og specielt deres pærecider er virkelig anbefalelsesværdig. Af og til har de også lækre frugtdrikke og andet.
Vi glider videre gennem det stille vand og næste udflugt søndag går til Jumiéges med den normanniske Saint-Pierre kirke. Klostrene havde rige kår i Middelalderen og et af Frankrigs største og mest imponerende klostre var Abbediet i Jumiéges.
I dag domineres området af klostrets kirke, hvis mure er betagende såvel ved sine smukke linjer som sine dimensioner og de 43 meter høje tårne.
Brændt på bålet
Mandagens udflugt går til den historiske by, Rouen, hvor vi snupper en byrundtur.
Vi går gennem de charmerende smalle gader til Vieux Marché - pladsen hvor Jeanne dÁrc i 1431 blev brændt på bålet. Turen går videre forbi Notre Dame katedralen som er udødeliggjort blandt andet gennem Claude Monets berømte malerier af kirkefacaden i forskelligt lys.
Rouen er et fantastisk spil mellem gotikkens pragtbygninger og de normanniske bindingsværkshuse. Mange vil mene, at Rouen er Frankrigs smukkeste middelalderby - og de har nok ret.
Der vil også være tid på egen hånd. Båden lægger til kaj lige ud for gaden, som fører til gågadekvarteret.
Om aftenen er der gallamiddag om bord.
Solkongens pragtslot
Tirsdagens besøg er hos Solkongen.
Louis 14., der var det længst regerende statsoverhoved i Europas historie, lod i 1600-tallet opføre Frankrigs største slot og selvom det er mange år siden, kan man stadig mærke og se fordums storhed.
Selvom vi kommer tidligt, skal vi altid stå lidt i kø, men da vi har billetter med hjemmefra, går det rimelig hurtigt. Rejselederen udleverer en folder om slottet med angivelse af de forskellige sales placering (blandt andet den berømte spejlsal, hvor den tyske Wilhelm I. lod sig udråbe til kejser, og hvor senere Versailles traktaten blev underskrevet) samt beskrivelse af dem på dansk.
Der er normalt så mange mennesker, at det er umuligt at guide en gruppe rundt, så man går rundt på egen hånd. Alle går den samme vej, så du bliver ikke væk.
Det er for mange en stor oplevelse at besøge og gå rundt på det overdådige slot.
Onsdag gælder det selve Paris, franskmændenes stolthed og landets smukke hovedstad.
Vi tager den store byrundtur i bus forbi Notre Dame, Triumfbuen, Champs Elysées og mange andre store seværdigheder. Vi slutter ved båden, hvor det er tid til frokost.
Efter frokosten bringer bussen os til Montmartre, hvor vi går til den berømte og meget smukke kirke, Sacre Coeur.
Montmartre er et skønt og populært område, og det er ikke kun på grund af den flotte udsigt over byen.
Malernes plads, Place de Tertre, emmer af atmosfære og folkeliv, og de hyggelige små gader er spændende at gå rundt i.
Montmartre kan sågar bryste sig af en vinmark (en bette en) og dermed også af egnens vin.
Bussen henter os og kører tilbage til vores sidste aften på skibet.
Torsdag efter morgenmaden tager vi afsked med Seine Princess 5 og påbegynder turen mod Danmark.
Overnatning og middag i Tyskland og retur i Midtjylland ved aftensmadstid fredag.
Inkluderet i prisen
Prisen for dette skønne krydstogt er for avisens abonnenter 10.995 kroner per person i dobbelt B-kahyt. Ikke-abonnenter kan deltage for 11.395 kroner.
I prisen er inkluderet:
Busrejse Danmark-Frankrig i moderne langtursbus fra Ansbussen
Ophold i delt dobbeltværelse/kahyt
All inclusive under opholdet på skibet
Halvpension de øvrige dage
Alle udflugter og transport i følge program
Entre til Solkongens Versailles
Entre til klosterruinen Jumiéges
Calvados smagning
Dansk rejseleder hele vejen
Skatter, afgifter og bidrag til Rejsegarantifonden
Seine Princess 5 er et skønt og femstjernet todækker skib.
Øverste dæk er med restaurant, lounge, bar og A-kahytter (stort panoramavindue). Hoveddækket er med B-kahytter (et almindeligt vindue).
Alle kahytter har to separate senge eller en grand lit, bad og toilet, hårtørrer, tv og værdiboks. Der er trapper mellem etagerne (ingen elevator).
Tillæg for A-kahyt på øvre dæk er 1500 kroner per person.
Tillæg for enekahytter.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.