Dyb dukkert: FCM misser DM-finalen
Jørn Just KristensenAngrebsspillet haltede igen, da FCM-kvinderne røg ud af DM-semifinalerne
HåNDBOLD Fire år i træk har FC Midtjyllands kvinder været i DM-finalerne. Men i år må de sejrsvante »hunulve« sensationelt nøjes med bronzekampe.
FCM tabte lørdag eftermiddag 23-29 på udebane mod København Håndbold og må efter to semifinaledukkerter i træk se gulddrømmen smuldre.
Præcis som i første semifinaleopgør i Ikast haltede angrebsspillet og skudkvaliteten voldsomt hos FCM, der ganske enkelt scorede alt for få mål.
Dyre minutter
De to hold fulgtes til 11-11 tre minutter før pausen. Men FCM fik en elendig afslutning på halvlegen. Boldtab og missere blev straffet hårdt af tre københavnske scoringer til pausestillingen 14-11.
FCM kom bedre ud fra pausen og fik reduceret til 14-15, men tættere kom Ikast-kvinderne ikke.
Det kneb stadig for FCM at skabe tilstrækkeligt gode åbninger over for det flade københavnske forsvar. Konsekvensen var alt for mange afbrændere på den norske målvogter, Ine Karlsen Stangvik.
København var igen uden sin stærke højreback, Anne Cecilie La Cour, men formåede at spille med godt tempo og skabe fine chancer. Især den tidligere og kommende FCM-spiller, Anne Mette Pedersen, var knivskarp. Fløjen fra Galten scorede otte mål for københavnerne og blev kampens topscorer.
Spændingen var reelt punkteret inden slutfasen. København førte 25-19 seks minutter før tid.
Topscorer for FCM blev Stine Jørgensen med syv mål - heraf tre på straffekast.
Nu venter der bronzekampe mod enten Viborg eller Nykøbing Falster, som søndag mødes i den anden DM-semifinale.
Læs også:
Ugens mest læste historier
Fem seneste historier
- Gamingfestival vender tilbage i 2023
- Alternativt sankthansbål: Bad andre om at brænde sin campingvogn af
- Uheld med tre biler involveret: Bilist kørte frem for ubetinget vigepligt
- Herning går kulturamok lørdag: Få overblikket over de kulturelle oplevelser på de forskellige scener
- Uheld med to biler og en cyklist