Storsejr til unge fra Herning ved DM i Entreprenørskab

To hold fra Herning vandt priser ved DM i Entreprenørskab

ENTREPRENøRSKAB En trænings-app til demente, hvor de kan styrke deres kognitive evner. Den idé var så imponerende og gennemført, at fire elever fra Herningsholm Gymnasium sent onsdag aften blev kåret som Danmarksmestre i Entreprenørskab 2017. Prisen blev overrakt af H.K.H. Kronprinsen, der også talte med vinderne om deres idé efter sejren.

Industriens hus var onsdag spækket med innovative unge og deres kreative iværksætterideer. Alle de unge har deltaget i undervisningsforløbet Company Programme, hvor de har arbejdet med at udvikle iværksætterideer, og onsdag kulminerede det til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, hvor de 43 bedste hold fra hele landet dystede.

Vinderne blev gruppen Deminish fra Herningsholm Gymnasium, som har udviklet en tablet specielt målrettet demente, hvor man ved hjælp af gamification skaber kognitivt stimulerende spil og øvelser, som skal stimulere hjernen og lindre symptomerne hos demente.

- Det er helt vildt! Det er helt sindssygt, og alt det vi har kæmpet for så længe. Vi er virkelig glade og stolte, lød det fra vinderne efter sejren.

Men titlen som Danmarksmestre i Entreprenørskab fulgte også en check på 10.000 kroner sponsoreret af Nordea, som blev overrakt til de unge opfindere af H.K.H. Kronprins Frederik. Til juli skal Deminish repræsentere Danmark ved det prestigefyldte Europamesterskab, Company of the Year Competition, som holdes i Bruxelles.

Mange vindere fra Herning
Ud over Deminish, som både vandt deres spor Society & Globalization og den samlede første plads, så vandt gruppen PlaceUs fra Herningsholm Gymnasium en samlet tredje plads og sporet Trade & Skills. Dermed satte Herningsholm Gymnasium sig markant på aftenen priser.

- Det er en fed følelse, at vi er kommet så langt blandt så mange deltagere, at vi er endt som sporvindere og med en samlet tredje plads. Særligt når man tænker på, at vi jo bare producerer underbukser, men de løser også et problem som 95 procent af alle mænd døjer med. Nu skal vi hurtigst muligt have sat gang i produktionen, lød det fra PlaceUs, da de vandt.

PlaceUs har udviklet boxershorts med silikonekant, der forhindrer shorts’ne i at kravle op. De vandt 4000 kroner.

Vinderne ved DM i Entreprenørskab blev fundet efter en intensiv dag, hvor de unge skulle bevise, at de havde styr på både forretningsmodel, markedspotentiale og samtidig levere et stærkt pitch for at imponere dommerne. Efter en hel dags konkurrencer var der om aftenen festmiddag for alle deltagerne, hvor vinderne blev kåret. Til festmiddagen deltog også H.K.H. Kronprinsen og undervisningsminister Merete Riisager, som efterfølgende mødtes med vinderne og hørte om deres idéer.

- Det har virkelig været et skarpt felt i år, og vi har set rigtig mange gode ideer. Men det handler også om at kunne omsætte sin idé til en forretning, og det har de unge lært i forløbet her. Samtidig lærer de at bruge deres faglige viden på en helt ny måde og dermed styrker sådan et forløb også elevernes læring, siger Christian Vintergaard, administrerende direktør i Fonden for Entreprenørskab.

Fonden for Entreprenørskab står bag DM i Entreprenørskab i samarbejde med Dansk Industri og Nordea og med støtte fra Bloomberg og Tønder Energi- og Miljøfond.