Nordisk viseaften på musikskolen

HERNING Fredag aften inviterer Foreningen Norden til nordisk viseaften på Herning Musikskole, hvor Teatret Optimis opfører Bellman-cabaretforestillingen »Elskov, vin og basfioler«.

Bellmans frække, elegante, humoristiske og stemningsfulde viser har altid været elsket af danskerne. I cabaret-forestillingen »Elskov, vin og basfioler« møder vi manden selv – den eminent ekvilibristiske og indfølende digter og entertainer Bellman.

Vi befinder os i 1700-tallets Stockholm og træder ind i Bellmans liv, da han er ved at skabe sit hovedværk »Fredmands Epistler«: En samling viser der giver et levende billede af et underklasse-bohemeliv, fyldt med hed elskov, masser af kølig vin og liflige strøg på basfiolen. Den skønne, ubekymrede tilværelse, selvom både tømmermænd og manden med leen også danser med. Bellman er optændt af euforisk skaberglæde og viserne sprøjter fra hans pen.

Men Bellman er en ægte boheme og livsnyder. Han har masser af venner, masser af god vin og masser af kvinder og ender med masser af gæld. Kan kongen hjælpe ham?

Teatret Optimis består af Allan Høier, sanger/skuespiller, Allan Thorsgaard, guitarist og performer, og Kjeld Steffensen, cellist og performer.