Unge spejdere på løb
HERNING Sct. Georgs Gildet Herning holdt i søndags deres traditionsrige MUS-løb ved Momhøje Naturcenter for de mindste spejdere i DDS, KFUM og de grønne pigespejdere.
I alt 134 spejdere deltog i løbet, der var delt op i to aldersgrupper for de henholdsvis seks til otte-årige og de 8 til 10-årige.
Temaet i årets udgave af MUS-løbet var »Rasmus Klump«.
Hver enkelte spejdergruppe havde hjemmefra haft til opgave at fremstille en Rasmus Klump figur, og her var det KFUM Skibbild/Nøvling, der havde lavet den bedste Rasmus Klump i den yngste aldersgruppe og De grønne pigespejdere fra Kibæk, der vandt blandt de 8 til 10-årige.
I løbet skulle de forskellige spejdergrupper afprøve færdigheder i verdenshjørner, flag, domkirker, knob, førstehjælp og meget mere.
Her var det DDS Tim Gruppe Løveungerne og KFUM Hammerum/Gjellerup, der løb med førstepræmierne i de to aldersgrupper.
Årets spejderleder
Det var dog ikke kun de helt unge spejdere, der skulle modtage præmier. Prisen for årets spejderleder skulle også uddeles, og den gik i år til gruppeleder for De grønne pigespejdere, Ulla Bøge, som i 2015 havde 40-årsjubilæum som pigespejder.
Spejdergruppen er i øjeblikket i gang med at opføre en bålhytte og et rafteskur, som Ulla Bøge modtog penge til i forbindelse med prisen som årets spejderleder.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.