Unge mænd hærgede rundt i byen
Aske Visser OttosenPolitiet havde travlt med tre unge mænd, der chikanerede folk rundt omkring i byen
HERNING Politiet i Herning var søndag eftermiddag og aften travlt beskæftigede af en gruppe unge mænd, der chikanerede og udøvede vold rundt omkring i Herning centrum.
Det drejede sig om tre unge mænd på henholdsvis 21, 19 og 15 år.
Første gang politiet modtager en anmeldelse er ved 16-tiden, hvor to 17-årige piger er blevet generet af den 15-årige ved banegården i Herning. Efter at have fået kastet cigaretskodder efter sig, måtte de to piger søge tilflugt på et toilet ved siden af 7-Eleven på banegården.
Herfra ringede de til politiet, som kom og fik de to unge kvinder ud fra toilettet.
Her noterede to betjente navnene på de tre unge mænd.
Da patruljen kort efter skulle væk derfra igen, stødte de igen på den 15-årige, som kom kørende på sin knallert.
Han viste sin langemand til patruljen, som så valgte at stoppe ham.
Han blev her sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og for at køre på knallert uden styrthjelm.
Med på politigården
Det skulle dog ikke være det sidste, som Herning Politi skulle have med den 15-årige at gøre den dag.
Senere samme dag blev politiet kaldt ud til en episode, hvor de tre unge mænd med to andre havde kastet ting ud fra P-huset ved Føtex og ned mod forbipasserende.
Tidligt på aftenen blev det sidste punktum i de unge mænds huseren i gadebilledet sat.
Her modtog man en anmeldelse fra en 17-årig mand fra Herning, der var blevet slået af den 15-årige.
- Så gik den ikke længere for ham, og han blev taget med ind på politigården, hvor han blev sigtet for vold, fortæller sekretariatsleder ved Herning Politi Bent Smedegaard og tilføjer:
- Hvis han ikke var kendt før, så er han det nu.
Kort forinden den sidste episode med den 15-årige var hans 21-årige kammerat også blevet sigtet af en patrulje, da han råbte: - »I er fucked i jeres hoveder«.
Han blev også sigtet for at overtræde ordensbekendgørelsen.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.