Forsker: Stabilt blodsukker giver et sundere liv med øget velvære
Sundhedsforedraget »Sukkersmart« kan opleves på Via College University i Herning mandag 22. maj
HERNING Forskeren Anette Sams har en mission: Vejen til øget sundhed går gennem et stabilt blodsukker, mener hun - og det fortæller hun om i en foredragsrække, der mandag 22. maj når til Herning.
Når man først har fundet opskriften på sit stabile blodsukker, har man fundet vejen til et sundere liv med øget velvære og langt mindre risiko for at blive ramt af livsstilssygdomme. Samtidig er et stabilt blodsukker den bedste vej til varigt vægttab, lyder det fra Anette Sams, som med foredraget »Sukkersmart« vil opgradere danskernes viden om sundhed.
Bag sig har hun mere end 20 års forskning via Københavns Universitet, som leder i Novo Nordisk og aktuelt som forsker på Rigshospitalet, hvor hun netop har afsluttet et stort projekt om blodsukkerets betydning for udviklingen af blandt andet type 2-diabetes og autoimmune gigtsygdomme.
I foredraget på Via University College præsenterer Anette Sams ny viden, og med konkrete eksempler forklarer hun, hvordan man kan stabilisere sit blodsukker og mindske de farer, et blodsukker med store udsving kan skabe:
- En hyppig forekomst af forbigående højt blodsukker kan være med til at igangsætte en negativ spiral af sult, træthed, svækket fedtforbrænding og nedsat evne til at holde sit blodsukker på et stabilt niveau. Derimod kan et stabilt blodsukker reelt have en enorm positiv effekt på ledsmerter, gigtsygdomme, maveirritation, søvnbesvær, koncentrationsevnen, overvægt, allergier og astma, siger Anette Sams.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.