Thomas Skov underholder: Høflighed til forskel på Herning og Sydhavnen i København

Aske Visser Ottosen 

Den kendte tv-journalist Thomas Skov var forbi Tinghushaven, hvor der blev debatteret høflighed

Thomas Skov underholdte med snak om sociale spilleregler

HERNING Tinghushaven overfor Biblioteket havde fået sig noget af et løft i forbindelse med Off Road-festivalens åbningsevent »Tæt på magien«.

Tinghushaven var blevet til »KarmaCorner« med forskellige trækonstruktioner, som de besøgende kunne kravle og sidde på.

Med sloganet »Gi’ det videre« sætter biblioteket fokus på bæredygtighed, unge og demokrati, og i den anledning var der også mulighed for, at de helt unge kunne designe et bæredygtigt krus.

Som det helt store trækplaster kunne Herning Bibliotek byde folk velkommen til Thomas Skov, der i dagens anledning var vendt hjem til Herning.

Her kunne man opleve Brian Nygaard Bruhn fra Herning Bibliotek til en snak med Thomas Skov om høflighed, sociale spilleregler, og hvordan vi opfører os som mennesker både online og offline.

- Vi er så heldige, at vi har lokket en fyr fra Herning til, der har nået meget i sin korte karriere, lød det indledningsvist fra Brian Nygaard Bruhn inden snakken gik i gang.

Uhøflig Netto-medarbejder
Her kom Thomas Skov ind på, hvordan han oplever forskellen fra Sønder Felding og til Sydhavnen i København.

Til publikums store fornøjelse fik man en historie om, hvordan han havde oplevet en uhøflig nettomedarbejder i København, som påkørte ham med en rengøringsmaskine. I stedet for at sige undskyld, udbrød han »Så flyt dig dog forhelvede«.

- Der er noget, vi kan i Sønder Felding og Herning, som de ikke kan i Sydhavnen. Det er høfligheden, den er gal med, fortalte Thomas Skov til de mange lyttere, der var stoppet op, og som lyttede med i forbifarten.

Det blev dog ikke kun til stikpiller til københavnerne og deres måde at opføre sig på. Der var også plads til lidt ros med et glimt i øjet.

- Der findes jo også høflige mennesker i København – det er alle jyderne, sagde Thomas Skov, mens publikum kvitterede med højlydte grin.