Sunds-band på Fermaten

af Henrik Øster-Jørgensen 

I Said I Love er for første gang hovednavn på Fermaten

HERNING Lørdag aften skal der nok blive fest, når lokale I Said I Love indtager scenen - for første gang som hovednavn på Fermaten.

Sunds-drengene spiller energisk og medrivende rockmusik, som både er kompleks, umiddelbar og spækket med overraskende detaljer.

Det seneste år har budt på et hav af koncerter både på regionale spillesteder og til festivaler. Som en del af musikkonkurrencen Quasar Rock deltog I Said I Love på både Smukfest i Skanderborg og Jelling Musikfestival og i 2016 spillede de både to koncerter på den prestigefyldte branchefestival Spot Festival og fik en plads på programmet til Nibe Festival.

De lokale bands We Need Lilo og Cloud Nine varmer op.