Karma gav maden væk efter brand

Martin Hove Thomsen 

Trods brand, oversvømmelse, renovering og evakuering har Karma-ejer Mustafa Catalgøl overskud til god karma. Han forærede mad til Varmestuen

HERNING Restaurant Karma gør klar til at åbne igen i Østergade efter den mindre brand i køkkenet i tirsdag.

- Vi bliver nok tidligst klar til at åbne lørdag, men vi kæmper for at nå det til fredag aften, fortæller Mustafa Catalgøl.

Branden tirsdag i Herning og en oversvømmelse i søsterbutikken i Aarhus mandag betød, at der pludseligt kom en masse mad i overskud, og det har Mustafa Catalgøl valgt at dele ud af til blandt andre Blå Kors Varmestue i Herning. Mad, som han vurderer har en værdi på et sted i mellem 40.000 og 60.000 kroner.

- Vi snakkede med vores forsikringsselskab om at give maden væk, og det sagde de, at vi endeligt bare skulle gøre. Det var synd at smide maden ud, og når vi så kunne hjælpe nogle, der har behov for det, så var det sådan, det skulle være, fortæller han.

Han har modtaget flere positive tilkendegivelser efter at have givet maden ud.

- De var helt begejstrede nede på varmestuen i Herning. Nærmest lykkelige. Damen dernede sagde, at der næsten var mad nok til den næste uge, og at de slet ikke er vant til at få den slags råvarer, siger Mustafa Catalgøl, der overvejer at spille lotto i weekenden - for uheldet må da vende på et tidspunkt.

I denne uge har hans fire Karma-restauranter nemlig alle været midlertidigt lukket. Her i byen var der som nævnt en mindre brand i køkkenet i Østergade. Mustafa Catalgøl fik dog slukket branden, men måtte efterfølgende på skadestuen - i seks timer - da han havde fået en mindre røgforgiftning.

Tidligere på ugen lukkede Karma-caféen i herningCentret, fordi den skulle renoveres, og som om det ikke var nok, så medførte et sprunget fjernvarmerør en stor vandskade i Karma-caféen i Bruun’s Galleri i Aarhus, så Café Karma i mandags blev oversvømmet og derfor også måtte holde midlertidigt lukket. Som prikken over i’et blev Karma i Aalborg Storcenter evakuret, fordi en alarm gik. Så alle fire butikker har været ramt.