Premiere på »Dyrene i Hakkebakkeskoven«: Problematisk film på alle måder

Den kolde, hårde og ucharmerende filmatisering af »Dyrene i Hakkebakkeskoven« kan ikke anbefales til hverken børn eller andre

FILMANMELDELSE: »For at være tro mod Blixen måtte jeg ændre på Blixen«, sagde Gabriel Axel klogt om sin Oscar-vindende filmatisering af »Babettes gæstebud«.

Det er - blandt meget andet - manglen på denne indsigt, der gør filmudgaven af »Dyrene i Hakkebakkeskoven« til sådan en kold, hård og ucharmerende oplevelse: For flytter man en historie fra et medie til et andet, må formen ændres tilsvarende, for at originalens intentioner, stil og stemning kan bibeholdes.

Denne filmatisering af Thorbjørn Egners klassiker holder sig visuelt meget tæt på bogens originale, uorganiske tegninger, men det fungerer ikke for dukke-animationen og ændrer derfor hele den naivt-søde, varme fornemmelse af bogen. Filmen bygger både på Egners bog og skuespil med de mange enkle, ørehængende og velkendte sange, hvilket bliver årsag til en af de forvirrende fejl: Nemlig den velkendte Peberkagebagesang, hvori det i filmen påstås, at for meget peber gør kagerne for SURE, når det er indlysende, at de er for STÆRKE, hvilket de kagespisendes reaktion da også tydeligt viser. Og så er historiens vigtige nødder blevet til agern, mens den nødde ... øhh, agernsamlende egernfar taler syngende bornholmsk, men hans familie rigsdansk. Det er uacceptabelt sjusk.

God stemme
Selve handlingen og dens budskab har altid været en svær nød at knække: Morten Skovmus’ nye skovlov, som bifaldes af den magtfulde Bamsefar, byder nemlig, at ingen af skovens dyr må jage, dræbe eller æde hinanden, men hvad så med alle rovdyrene, der her er personificeret af Mikkel Ræv? Tjaaah, han må så - for at overleve - smutte over til de ækleste af alle skabninger, menneskene, og snuppe sig en lækker skinke, handlingens moralske højdepunkt. Menneskene er så ækle, at de vil skyde, men dog ender med »bare« at kidnappe et hjælpeløst lille dyrebarn for at sælge det til cirkus, handlingens dramatiske højdepunkt. Det følelsesmæssige højdepunkt kommer til slut, da den vel nok kendteste sang, »Bamses fødselsdag«, samler alle dyrepersonerne omkring det kødløst kagebugnende fødselsdagsbord.

Den danske versionering demonstrerer smukt og tydeligt, hvor meget stemmen betyder: Ulf Pilgaards indlevede, klogt-kærligt erfaringsmættede Bamsefar bliver filmens varmeste, fineste oplevelse.

Så denne ucharmerende og fejlbehæftede klassiker-filmatisering for de alleryngste kan altså ikke anbefales, hverken til dem eller til de ældre.