Så til Søs

Søs Fenger giver koncert i Herning Kirke torsdag aften

KONCERT Torsdag 6. april venter en smuk, musikalsk oplevelse i Herning Kirke, når Søs Fenger kommer en tur forbi sammen med sit band.

Der er lagt op til en uforglemmelig aften i hendes selskab, hvor hun fører publikum en tur gennem sit store hitkatalog som eksempelvis »Holder øje med dig«, »Inderst inde«, »Sidste time« - ligesom hun også kommer forbi nogle af de nyere sange. Det kan for eksempel være radioørehængeren »Kun et liv« og »Er det så forbi«, der blandt andet blev fremført i tv-programmet Toppen af Poppen.

Nye hits som »Du er« og »Jeg elsker dig« er også med på repertoiret, og derudover har Søs Fenger udvalgt en række yndlingssange, hun også vil fremføre. Så man kan glæde sig til en koncert, hvor Søs Fenger personligt og ærligt øser ud af sine mange oplevelser fra et begivenhedsrigt liv som sangerinde og kvinde, og om sin store passion; musikken og de virkelige historier bag de mange, gode sange. Koncerten i Herning Kirke er arrangeret af FOF Herning, som også står for billetsalget.