Kentucky Fried Chicken kommer til byen

Fastfood-kæden åbner i Herning med Bauhaus og McDonalds som naboer

HERNING Fastfood-kæden KFC - tidligere mere kendt under navnet Kentucky Fried Chicken - åbner sidst på året en ny restaurant med drive-in betjening i Herning.

Den kommer til at ligge i østbyen med McDonald’s, Jem & Fix og Bauhaus som nærmeste naboer og tæt ved tilkørslen til Midtjyske Motorvej.

- Vi har længe haft et ønske om at udvide i Herning. Byen har i vores øjne stort potentiale, og vi er meget glade for, at det nu er lykkedes at få en attraktiv beliggenhed på en af Hernings store indfaldsveje - og tæt på både de mange indkøbsmuligheder i området og motorvejen, siger Bjartmar Trastarson, der er direktør for KFC Danmark, i en pressemeddelelse.

NRE Denmark A/S, der har hovedsæde i Ikast, har udviklet projektet og har også rollen som totalentreprenør.

- Det er med stor glæde, at vi nu skal opføre endnu en restaurant for KFC. Vi er særdeles tilfredse med det gode samarbejde, vi har haft med både KFC og Herning Kommune, og vi er stolte over tilliden, som KFC endnu en gang viser os ved at lade os bygge, siger Jonas Olesen, der er salgsansvarlig hos NRE Denmark.

KFC-restauranten i Herning bliver på 320 kvadratmeter i ét plan og er tegnet af Årstidernes Arkitekter.