Fem-stjernet Ed Sheeran

Kim Stoltenberg Hansen 

Anmelderne roser koncerten i Boxen

HERNING Ed Sheeran var i fin form, da han i weekenden gav koncert i Boxen.

Anmelderne roser musikeren, der de fleste steder får en hel håndfuld stjerner.

Herning Folkeblad giver fem stjerner og kalder Ed Sheeran for »en enmandshær, der blæste taget af Boxen«.

BT er ligeledes på fem stjerner og skriver:

»Spilleglæde, ydmyghed og overskud overstråler dog skønhedsfejlene, og er du typen der trykker på for Ed Sheeran på Spotify, er du gået glip af verdens bedste aften. Folkefest i Herning. Så venter Parken næste gang«.

Musikmagasinet Gaffa er også klar med et fem-tal:

»Det virker som en aften, der aldrig må ende. Men ende gør den. Selvom Ed Sheeran viser sig som den fødte entertainer med en suveræn vokal og et fremragende guitarspil, så kan det kun blive til et »stort, stort femtal«, som afdøde Etta Cameron ville have sagt. For manden kan ikke rappe. Og lige meget hvor højt han ønsker det, så bliver han aldrig en real hip-hopper. Ed Sheeran er og bliver en singer-songwriter – og det i ordets fineste og fornemmeste betydning«.