Rockmama er tilbage

Efter fem år dedikeret til tour, musikalske genfortolkninger af sine klassikere og sågar en medvirken i svensk Melodi Grand Prix, hvor hun sang duet med Marie Bergman, er Sanne Salomonsen nu klar med ny musik. Det seneste år har Sanne Salomonsen arbejdet på et nyt album med en række helt nye numre. Første single fra albummet er nummeret »Solskin Efter Regn«, som er skrevet af hendes mangeårige svenske venner Mats Ronander, Mauro Scocco og Henrik Janson. Også Sannes søn, Victor Ray, har været involveret i processen og spiller guitar på nummeret, der musikalsk er inspireret af live-tour lyd og Sannes glæde ved at stå på scenen.

Singlen er altså forløberen for Sanne Salomonsens nye album, der er lige på trapperne, og mon ikke den er med på setlisten, når hele Danmarks rockmama lægger vejen forbi Herning og Fermaten på lørdag.

- »Solskin efter regn« er en happy-go-lucky popsang, som jeg glæder mig vildt meget til at spille live - den kommer til at passe godt til mit rockshow, fortæller Sanne Salomonsen.