Armene svinges i det fri

Til Open by Night er der mulighed for at få lidt sved på panden, når DGI Huset Herning fredag eftermiddag indtager Torvet med tre holdtræninger. Klokken 16 er bodyattack på programmet efterfulgt af bodycombat, og så runder bodyjam det hele af. Alle, der har lyst til at prøve kræfter med træningsformerne, kan denne dag være med - også selvom man ikke har prøvet det før eller ikke er medlem af DGI Huset Herning.

- Fælles for holdene er, at vi træner sammen i en stor gruppe, men at de kan tilpasses individuelt, så selvom man er nybegynder på holdene, kan man få en succes samtidig med, at eliteudøverne får noget ud af det - vi kan have alle med, fortæller Catrine Madsen, som er holdansvarlig i DGI Huset Herning.

Til denne fredags træninger vil flere instruktører være til stede, for træningsformerne henvender sig til alle - også selvom man går rundt med skavanker som eksempelvis et dårligt knæ.

- Instruktørerne vil hele tiden demonstrere de forskellige bevægelsesmønstre, så har man en skavank, kan man kigge på en af instruktørerne, der viser mulighederne, så alle hele tiden er med - og alle får en god træning, siger Catrine Madsen.

Det her er altså en god mulighed for at få en smagsprøve på nogle af de former for træning, DGI Huset Herning byder på.

- Her kan man lige se, hvad det er for noget, før man melder sig ind - man kommer bare ned på Torvet og giver den gas sammen med os, lyder opfordringen fra Catrine Madsen.

Har man lyst til at være med i træningerne i midtbyen, kræver det blot, at man melder sig til ved at henvende sig til DGI Huset Herning, der også gerne svarer på eventuelle spørgsmål. Det er gratis at deltage.