Halfdans ABC med børnekor

KOR MidtVest Børnekor opfører onsdag 5. april korværket »Halfdans ABC« i Herning Valgmenighedskirke. Det bliver en musikalsk vitaminindsprøjtning, der kan samle hele familien på tværs af generationer.

»Halfdans ABC« er for længst blevet en klassiker i den danske børnelitteratur, så tag roligt både børn, forældre og bedsteforældre med - de kender sikkert alle sammen rimene om Anes anemoner, Bennys bukser og Charlotte, der er cyklet til Thule.

Musikken er skrevet af Michael Bojesen, tidligere dirigent for DR’s Pigekor, og der er lagt op til et brag af en koncert med 28 små iørefaldende melodier i alverdens stilarter - alt fra blues og bossa til ballader, der kombineret med den fine børnekorklang fra de 30 piger skaber et helt særligt musisk univers.

MidtVest Børnekor akkompagneres af en trio under ledelse af pianisten Ronnie Flyvbjerg Olesen. Trioen, der efterhånden har arbejdet sammen med Børnekoret mange gange, består desuden af John Skou på kontrabas og Michael Olsen på saxofon. Som altid dirigeres løjerne af Anne-Kathrine Højgaard Johansen.