Gør et kup på outlet-messen

Outlet-Messe i messecentret lørdag-søndag

MESSE »Hvad, der er sparet, er tjent,« lyder et gammelt ordsprog. Sandhedsværdien af dette udsagn kan man efterprøve på Outlet-Messen, der finder sted i MCH Messecenter Herning i næste weekend, 1.-2. april.

På messen deltager en lang række kendte mærker med varer til rene røverpriser. 150 udstillere står parat med til sammen over 3000 brands.

Outlet-Messen er inddelt i områderne Mode, Rollinger, Bolig, Livsstil, Sport og Mandfolk, så ud over nyt til garderoben kan man også finde ny udsmykning til boligen, nyt fiske-, jagt- og sportsudstyr, nyt legetøj og meget mere.

Gensyn med succeser
Ved messen i efteråret introduceredes området »Upcoming Designers« med nye designere, der er ved at bryde igennem på det danske marked. Designerne blev rigtig godt modtaget, og derfor gentages succesen. Så hvis man har lyst til et kig ind i den nyeste fashion, er det her, det sker.

På den seneste Outlet-Messe deltog også YouTube-ikonet Eiqu Miller, og han kan også opleves på den kommende Outlet-Messe, hvor han medbringer beboerne fra Firstgrade Mansion. På hans stand vil han offentliggøre sin nye kollektion, og der vil være en modelkonkurrence for aldersgruppen 8-18 år.

Til en god markedsplads hører også sjove aktiviteter. Mens de voksne fylder poserne med gode tilbud, kan familiens yngste boltre sig i et legeland, der byder på hoppeborg og karrusel, ligesom børnene kan bygge med PlayMais og møde ulven Lupus.

Også samarbejdet med Røde Kors gentages. For når man alligevel holder forårsrengøring i klædeskabene, kan man tage sit aflagte tøj og sine brugte sko og tekstiler med på messen og donere det hele til et godt formål. Også hullet tøj kan bruges af Røde Kors. Slidte tekstiler kan nemlig forvandles til tøjfibre til pudefyld, kludeproduktion eller til at spinde nye garner.