FCM-duo fik engelsk lektion

Jørn Just Kristensen 

Rasmus Nissen startede inde, og Mikkel Duelund fik en halvleg, da det danske U21-landshold tabte hele 0-4 til England

FODBOLD EM-testen gik i vasken for det danske U21-landshold. De rød-hvide tabte mandag aften 0-4 til England i Randers - bare to en halv måned inden EM i Polen skydes i gang.

Englænderne gik ligesom Danmark ubesejret gennem kvalifikationen og kom ligesom Danmark direkte fra et testnederlag i sidste uge. Danmark tabte 1-3 i Spanien, og England tabte 0-1 i Tyskland.

Med FCM-briller kan det imidlertid glæde, at både Rasmus Nissen Kristensen og Mikkel Duelund fik godt med spilletid i en kamp på højt niveau. Nissen startede inde og fik alle 90 minutter på venstre back. Han gjorde det ok trods utallige engelske udfordringer og var ikke impliceret i nogen af de engelske scoringer.

Mikkel Duelund fik anden halvleg på banen og havde en af de få gode danske chancer, da han tvang målmand Angus Gunn til en redning ved stolperoden.

Men ellers var det englænderne, der stod for det meste af underholdningen i Randers. Aftenens store oplevelse var Ruben Loftus-Cheek fra storklubben Chelsea. Den hurtige og kraftfulde kreatør scorede til 1-0 og 4-0. Derimellem scorede Solly March et drømmemål til 2-0 efter bare et kvarters spil, hvor den danske keeper, Jeppe Højbjerg, ikke var helt uden skyld. Angriberen Cauley Woodrow gjorde det til 3-0 efter en rund klokketime.

Kampen igennem blev de danske spillere overmatchet på fart, fysik og individuel klasse af englænderne, som ellers var uden flere profiler.

Det danske U21-landshold har en testkamp mere inden EM i Polen. Det er 10. juni imod Sverige.