Thiele fejrer 200 års jubilæum med chokolade, kaffe og kringle

Da instrumentmager Frederik Anton Thiele den 21. marts 1817 åbnede dørene i sin første butik, startede et optikeventyr, der i dag kan fejre sin 200 års fødselsdag som en af Danmarks ældste detailkæder

HERNING Den grundlæggende ide for 200 år siden var, at briller ikke kun skulle produceres, men sandelig også sælges af mennesker, der vidste noget om produktet. Briller var indtil da et produkt der blev solgt af omvandrende isenkræmmere.

Thiele var først til at kunne tilbyde sine kunder kontaktlinser i 1938 og var i 2012 banebrydende som den første og stadig eneste optikerkæde i stand til også at tilbyde sine kunder behandling på egen øjenlaserklinik. Specialoptikken har altid været en mærkesag for den nu 200 år gamle danske optikerkæde.

Da brilleglas ændrede form fra datidens ofte tunge og tykke glas, til nutidens selv ved høje styrker tynde og lette glas, var Thiele igen toneangivende. Thiele indså hurtigt, at brillestel ikke bare var stilladser til det synstekniske værktøj, men derimod et modeobjekt der kunne definere brillekundens personlige stil. Således har man i Thiele valgt at tilbyde sine kunder landets absolut største udbud af high-end brands. Briller skal både kunne gøre noget for at se bedre og se bedre ud.

Landets eneste danskejede optikerkæde Thiele holder åbent hus i alle sine godt 80 butikker tirsdag 21. marts fra 15.00 til 18.00, hvor Thiele vil byde sine kunder på chokolade, kaffe og kringle.