Vidner opdagede biltyv i tide

37-årig mand forsøgte forgæves at stikke af til fods efter biltyveri på Gl. Landevej

HERNING Mandag morgen ved otte-tiden fik politiet anmeldelse om forsøg på et biltyveri. På Gl. Landevej havde vidner set en mand bryde ind i en Toyota.

Den 37-årige mand fra Vildbjerg er kendt af politiet i forvejen som narkoman.

Da han så betjentene, forsøgte han at flygte til fods, men blev kort efter anholdt på Paghs Allé. Manden havde stjålet et par læderhandsker og et benzinkort fra bilen, men havde ikke evnet at få den startet.

Den 37-årige blev anholdt og senere løsladt med en sigtelse for tyveri fra bilen og forsøg på at stjæle hele bilen på Gl. Landevej.