Mur i midtbyen styrtede ned på cykelsti

Bo Lundgaard 

Heldigvis blev ingen cyklister eller fodgængere ramt, da kæmpemur med tonstunge murbrokker væltede ud på Nygade

HERNING Kort før klokken ni væltede den gamle retsbygnings facade ud på Nygade og smadrede det træhegn nedbrydningsfirmaet har opstillet. De tonstunge murbrokker røg ud på vejen – herunder den sti, der bruges af både cyklister og fodgængere.

Nedbrydningsfolkene fik ryddet op med en stor frontlæsser, hvorefter vejen var ryddet efter tre kvarter.

Politiet var på stedet umiddelbart efter uheldet, hvor ingen til alt held kom til skade. Det ændrer dog ikke på, at politiet kontaktede både arbejdstilsynet og Herning Kommune for at sikre, at der opsættes tilstrækkelig afspærring på stedet.