HCM tabte igen-igen

Kenneth Kristiansen 

Syvende liganederlag i træk blev en realitet for HC Midtjylland, der tabte 24-27 i Skjern

HåNDBOLD HC Midtjylland er nu oppe på syv nederlag i træk i 888 Ligaen. Fredag aften tabte Herning-mandskabet 24-27 foran 3210 tilskuere i Skjern Bank Arena. Det tilskuertal er i øvrigt ny rekord i arenaen, men det kunne HCM’erne næppe glæde sig over efter en kamp, hvor holdet fulgte fint med i perioder, men hvor hjemmeholdet alligevel vandt fortjent.

Det gæstende HCM-hold kom ellers flyvende fra start. Den lange bustur fra Göppingen i Tyskland, hvor HCM spillede EHF Cup-kamp onsdag aften, så ikke ud til at hæmme spillerne, der kom foran 3-0, før den næsten helt proppede arena og de grønblusede spillere fra hjemmeholdet vågnede op.

Skjern kom dog hurtigt op på siden af HCM igen, og som halvlegen skred frem, rykkede hjemmeholdet også forbi. HCM’erne havde øjensynligt svært ved at matche Skjern helt på fysikken, for ofte lykkedes det Skjern-spillerne at vriste sig fri. Selv uden småskadede profiler som Daniel Svensson og landsholdsspilleren Kasper Søndergaard gik Skjern til pause foran med fire mål, 15-11.

Sled sig tilbage - forgæves
I anden halvleg sled HC Midtjylland sig dog tilbage. Ført an af en velskydende Eivind Tangen kom gæsterne op på uafgjort 19-19, men tre dumme udvisninger indenfor kort tid ødelagde den ellers gode rytme, holdet havde fundet ind i, og så rykkede Skjern fra igen.

Hos HC Midtjylland var der for flere spillere tale om et gensyn med en tidligere hjemmebane. Jacob Østergaard, Jørgen Rasmussen, Tim Winkler og Kristian Gjessing har alle spillet i Skjern - for sidstnævnte var det måske sidste optræden i Skjern Bank Arena, idet 39-årige Gjessing stopper karrieren efter denne sæson. Veteranen har dog problemer med en akillessene og spillede kun omkring halvdelen af kampen i forsvaret.

Nederlaget betyder, at HC Midtjylland nu er gledet ned på 888 Ligaens niendeplads, efter at Ribe-Esbjerg fredag vandt 25-24 hjemme over bundholdet Randers. Dermed er HCM lige p.t. udenfor det slutspil, som de otte bedst placerede kvalificerer sig til.

For HCM scorede Eivind Tangen og Espen Lie Hansen syv gange hver i Skjern. Næste kamp er onsdag aften hjemme mod TTH Holstebro.