Kvindeaften for Laos og Cambodja

En række af byens butikker er gået sammen med SOS Børnebyernes Lokalafdeling i Herning om at lave et stort modeshow i morgen på Østergårds Hotel

HERNING Man bliver hele tiden inspireret af verden omkring os, også når det gælder den nyeste mode. Senest har man set billeder fra modeugen i København. Men Herning er som bekendt tekstilindustriens højborg. Og det vil arrangørerne vise på det store modeshow på Østergårds Hotel onsdag aften, hvor flere af byens butikker viser de nye trends inden for mode. Det fortæller de i en pressemeddelelse. Der bliver vist forårsmode fra Jydepotten, undertøj fra Damernes Magasin, Briller fra Wichmann Profil, Blomster fra Birthes Blomster og frisurerne er sat af Hot Cut frisør.

Deltagerne bliver også forkælede med en let anretning, frugt, vin, kaffe og lidt sødt.

Det hele kædes sammen af ur- og smykkedesigner Christina Hembo, som er aftenens konferencier.

Dansere fra Susanne Nielsens danseskole vil komme og give opvisning, og der er som altid gevinster på indgangsbilletterne og det store amerikanske lotteri.

Deltagerne får også mulighed for at få rabat på deres næste køb i en af forretningerne fra modeshowet.

Bente Hjelmer fra SOS Børnebyernes Lokalafdeling i Herning fortæller, at det er 6. gang modeshowet afholdes.

Da alle arbejder gratis og mange sponsorerer gaver og andet, plejer modeshowet at give et overskud på mellem 60.000 kroner og 70.000 kroner. Sådan et beløb kan hjælpe mange forældreløse og nødlidende børn rundt om i verden. Overskuddet fra denne aften vil gå til forældreløse børn i Cambodja og Laos.