Juicemester gæster Kongrescenteret

Herning Automekanikeren Mads Bo skiftede motorolie, beskidte overalls og en usund livsstil ud med juicemaskine, blender, friske grøntsager, frugter og naturens ultimative fastfood. I dag er han hele Danmarks juicemester og kendt fra blandt andet Go’ Morgen Danmark på TV 2. I morgen kan han opleves i Herning Kongrescenter.

Mads Bo levede før en tilværelse, som automekaniker, hvor han arbejdede fra 8 - 16. Stille og roligt begyndte han at gennemskue de mange ligheder, der er mellem biler og mennesker, mad og brændstof. Denne indsigt bevirkede, at Mads Bo sagde sit job op til fordel for at dykke dybere ned i en juiceverden fyldt af livskraft og selvindsigt.

Onsdag kan du opleve energiboosteren, ex-mekanikeren og Danmarks ukronede juicekonge Mads Bo i Herning Kongrescenter. Hør hvordan du får et overlegent energioverskud, og hvordan vitaminbomber i flydende form gavner og styrker din krop. Der er plads til højlydte grin, og du bliver naturligvis forkælet med lækre smagsprøver før, under og efter foredraget.