MGP i Boxen: Børnesangere siger nej til drillerier

I dag er det børnenes tur til at holde deres melodigrandprix. Flere af showets ti sange handler om venner og om at være gode ved hinanden.

MGP Glitrende kostumer, højt sat hår og et enkelt løbehjul. Det bliver et storslået show, når det i dag bliver børnenes tur til at slå sig løs på scenen til deres udgave af melodigrandprix.

Men midt i festen er der også plads til et par vigtige budskaber.

Fra sofaen kommer seerne nemlig til at lægge øre til sange som »Stop dit drilleri«, hvor 10-årige Amanda bakket op af sine dansere slår et slag for, at vi skal behandle hinanden ordentligt.

Og det er kun med til at gøre showet bedre, mener Jan Lagermand Lundme, der er underholdningschef i DR.

- Det er jo smukke budskaber, og dem vil vi selvfølgelig rigtig gerne dyrke, siger han.

- Og når det så kommer fra børnene selv, så er det bare dobbelt så stærkt.

Det bliver de tre piger fra gruppen Good Harmony, der som de første indtager scenen med deres sang »Den fedeste dag«. Den handler om at være gode venner, der er andet vigtigt emne for de fleste.

Sidste år sad 889.000 foran skærmen og så børnene give den gas. Her blev det gruppen Ida og Lærke, der sang sig til sejren.

De er tilbage igen i år og er sammen med den norske gruppe Marcus og Martinus med til at sætte gang i festen.

Og det skal nok blive stort, mener Sofie Østergaard, der sammen med Barbara Moleko er aftenens værter.

- Jeg forventer mig årets største fest for hele familien. Jeg forventer, at folk nærmest bliver blown away, både herinde i Boxen, men også foran skærmen, siger hun.

Og der er mange, der ser ud til at dele hendes forventning. I hvert fald blev de 8500 billetter til showet udsolgt på kun lidt over en time.

Selv om alle gerne vil ende med at stå som aftenens vinder, så er sammenholdet blandt børnene alligevel unikt, mener Sofie Østergaard.

- De har det simpelthen så fedt sammen. Stemningen er helt magisk, siger hun.

Så på trods af, at der bliver sunget om drilleri under aftenens show, er det ikke noget, der finder sted bag scenen.

Vinderen af børnenes MGP får mulighed for at indspille sin musik med hjælp fra en producer.

/ritzau/