Herningensisk kvinde måtte køre tur med bevæbnet mand: han blev varetægtsfængslet i fire uger

Kim Krasuld 

Den 27-årige rumænske mand, der i nat blev anholdt for blandt andet frihedsberøvelse, var her til eftermiddag i grundlovsforhør i Retten i Herning - og havde en meget speciel forklaring på sine handlinger

ENGESVANG Manden, der blev anholdt efter nattens drama mellem Engesvang og Herning, er blev varetægtsfængslet i fire uger.

Ved grundlovsforhøret i Retten i Herning her til eftermiddag blev den sigtede præsenteret for i alt fem sigtelser. Herunder var blandt andet sigtelse for voldtægtsforsøg og røveriforsøg.

Den 27-årige, som i følge de første meldinger fra politiet var 31 år, nægtede sig skyldig i alle forhold. Han ankede desuden varetægtsfængslingen til Landsretten.

Den forurettede 29-årige kvinde fra Herning-området forklarede i nat til politiet, at hun blev passet op uden for Engesvang Skole i nat af manden, der holdt en pistol. Hun kendte ikke manden i forvejen.

Han skulle herefter have tvunget kvinden til at køre ham til Herning. På vejen fortrød han, og bad hende vende om tilbage til Engesvang. Kvinden har desuden forklaret, at de på vejen tilbage stoppede to gange. Den første gang bad han om penge, den anden gang om sex. Da kvinden nægtede, gjorde manden ikke yderligere ved det.

Den 27-årige har dog en helt anden udlægning af sagen. Han forklarede i retten, via en tolk, at han og kvinden mødtes første gang torsdag i sidste uge. Siden har de mødtes adskillige gange, hvor de har haft samleje, forklarede manden - men den købte retten altså ikke...