Århundredets festival i Herning

Folkeuniversitet afholder ni arrangementer i Herning i de kommende dage

FESTIVAL Ambitionerne fejler ikke noget hos Folkeuniversitetet, der fra 4. til 15. marts præsenterer intet mindre end Århundredets Festival i Herning.

Med ni arrangementer i Herning - og over 200 i hele regionen - kaster Folkeuniversitetet nu et kritisk, kyndigt og kærligt blik på Danmark i Europa årene 1950-2000. Hvordan smagte maden i 1970’erne? Hvordan så bilerne ud? Og hvad fik nogle kvinder til at blive stående ved kødgryderne, mens andre smed forklædet og tog på arbejde?

Det kan du blive klogere på, når Vidensfestivalen kigger forbi.

I Herning kan du blandt andet. spise dig gennem tre årtier på Højskolen Skærgården 9. marts, eller du kan høre forfatteren Merete Pryds Helle fortælle om kvindeliv i hjemmet 6. marts på Biblioteket i Herning.

Er du til dækspark og bilhistorier, foregår det hos Autogalleriet 4. marts - men holder du mere af kunst end udstødning, kan du blive klogere på kunst i Kærs KunstKafé 12. marts.

Eller hvad med at få et indblik i en kunstnerfamilie, når Halfdan Rasmussens søn fortæller om sin opvækst 9. marts?

Hjemme hos Thalunds
Et ganske sjovt indslag kan opleves onsdag 8. marts, når festivalen banker på i et forstadshjem i Sunds - nærmere bestemt på Linåtoften 26A, hvor Karsten og Mona Munk Thalund i øvrigt bor. Om sønnen René, der er musiker i Nephew, dukker op, melder historien dog intet om.

Her kan de fremmødte høre om »Forstadsfortællinger - livet bag ligusterhækken«, og det handler om Velfærdsdanmarks foretrukne livsform i parcelhuset. Et liv, der engang var en uopnåelig drøm for flertallet. Alligevel har forstaden igennem tiden kæmpet en Davids kamp mod de mere spraglede sider af historien.

Paradoksalt nok havde parcelhusbyggeriet, som er fundamentet i forstadslandskabet, sin storhedstid i 1970’erne samtidig med blomsterbørnene og bollerummene. Og dem, der foretrak forstaden med parcelhus og privatliv, kaldte man i solidaritetens navn for »ligusterfascister«. Men nu får »ligusterfascisterne« altså ordet.

Sjette gang
Det er sjette gang, Århundredets Festival løber af stabelen. Den har tidligere handlet om 1700-tallet, 1800-tallet og 1900-1950, og nu tager den fat i perioden, hvor vi sendte mænd til månen, hippier på ø-lejr, og hvor pc’er og mobiltelefoner blev hvermandseje.

- Den enorme udvikling, der skete i perioden, har præget os og skabt vores nutid. Vi vil gerne give en indsigt i historien og skabe refleksion. Det sker med en unik blanding af kultur, oplevelser og viden, siger rektor Sten Tiedemann fra Folkeuniversitetet i Aarhus, Herning og Emdrup.