Randers-FCM gennemføres trods snevejret

Det snevejr, der ramte dele af landet natten til fredag, tvinger Lyngby til at aflyse kampen mod Esbjerg - men FCM spiller

FODBOLD Opgøret mellem Randers og FCM gennemføres fredag aften, selv om et snevejr har ramt Danmark. Til gengæld bliver der bliver ikke superligafodbold på Lyngby Stadion.

Lyngby oplyser på sin hjemmeside, at den planlagte kamp mod Esbjerg i 23. spillerunde er blevet aflyst som følge af det snevejr, der ramte området natten til fredag.

- Derfor ligger der lige nu omkring ti centimeter sne over hele opvisningsbanen, og på trods af solskin op ad dagen forventes det ikke, at sneen forsvinder af sig selv inden i aften klokken 18, hvor kampen er programsat, skriver Lyngby.

De to klubber vil sammen med DBU og Divisionsforeningen finde en ny dato at afvikle kampen på.

Aflysningen på Lyngby Stadion betyder dog ikke, at fredagen bliver helt uden superligafodbold.

Presseansvarlig i Randers FC, Kristian Fredslund Andersen, oplyser, at der ikke er nogen fare for, at fredagens opgør mod FC Midtjylland bliver aflyst.

- Her i det jyske kan vi godt spille, selv om det er lidt hårde forhold.

- Banen ser lækker ud, og solen skinner, siger han.

Kampen mellem Randers og FC Midtjylland begynder klokken 20.15.