HCM kollapsede fælt mod topholdet

Kenneth Kristiansen 

Pladsen i slutspillet er sat på spil efter HCM’s femte liganederlag i træk. HCM tabte med 15 mål ude til topholdet Aalborg Håndbold

HåNDBOLD HC Midtjylland er i krise i 888 Ligaen. Det blev udstillet på alle måder torsdag aften i Gigantium i Aalborg, hvor HCM kollapsede på helt miserabel vis mod topholdet, Aalborg Håndbold, og tabte med 15 mål, 19-34.

Det var HC Midtjyllands femte nederlag i træk i ligaen, og pladsen i det kommende slutspil ser efterhånden meget tvivlsom ud, ikke mindst HCM-mandskabets øjeblikkelige form taget i betragtning.

Begyndelsen på kampen viste ellers et HCM-hold med tænding, agressivitet og koncentration på den store scene i Gigantium. Det samme var tilfældet i holdets seneste kamp, EHF Cup-udekampen mod spanske BM Granollers i søndags, men ligesom i den kamp kunne HCM ikke holde fast i den føring, som ellers blev skabt.

Anført af en stærkt skydende Eivind Tangen på højrebacken var gæsterne fra Herning foran 4-2 og 9-7, og i samme periode var også Jørgen Rasmussen skarp fra venstrefløjen og Tim Winkler i målet.

Men hjemmeholdet åd sig ind på gæsterne, der ragede nogle unødvendige og også lidt hårdt dømte udvisninger til sig. HCM’s sidste føring i halvlegen var 12-11 efter godt 22 minutter, men Aalborg scorede så fem på stribe til 16-12, og ved pausen var stillingen 16-13 til hjemmeholdet.

Strak fra anden halvlegs begyndelse gik det helt galt for HC Midtjylland, der ganske enkelt faldt fuldstændigt fra hinanden. Aalborg scorede halvlegens otte første mål, og så var tingene godt og grundigt afgjort. Ikke engang et par timeouter fra en hidsig, rasende HCM-cheftræner, Morten Secher, kunne hanke op i spillerne, der hver som én var milevidt fra vanligt niveau.

Kortvarig debut
Opløftende, men kun kortvarigt, for HC Midtjylland var, at holdets nye venstreback, Lars Jakobsen, endelig fik debut efter en skadespause. Han markerede sig med to mål i første halvleg, blandt andet en regulær tordenkugle op i nettaget. Og veteranen Kristian Gjessing, der ellers var meldt ude med akillesseneproblemer, var med alligevel.

Symptomatisk for HCM endte de dog begge på bænken hurtigt i anden halvleg - kroppene holdt alligevel ikke helt.

Med nederlaget er HC Midtjylland nu yderligere under pres i 888 Ligaen, hvor de otte bedste hold kommer med i slutspillet. HCM er nummer syv med 20 point, men der er kun to point ned til en placering udenfor det gode slutspilsselskab.

Næste kamp er en regulær nøglekamp. Mors-Thy, der har ét point mere end HCM, kommer på besøg i den runde hal i Herning tirsdag aften.