Aftale til 120 millioner: Rekord-ordre til Lind-firma

Brian Kjær Andersen 

Nel Hydrogen skal bygge op mod syv tankstationer til Shell i USA

BRINT Lige nu er Nel Hydrogen (det tidligere H2 Logic) i fuld gang med at indrette en fabrik på Vejlevej i Lind, som skal kunne mangedoble kapaciteten omkring at bygge brint-tankstationer.

Derfor kan Lind-virksomheden ikke ønske sig en meget bedre timing, for at kunne offentliggøre en rekordaftale til det amerikanske marked. Nel Hydrogen skal således levere op til syv tankstationer til Shell i Californien. Det sker som del i et projekt, hvor også bilproducenten Toyota er med som partner. Det er ikke endelig afklaret, om Shell vil gøre brug af muligheden for at opføre alle syv stationer, men aftalen vurderes at have en værdi af cirka 140 millioner norske kroner, hvilket svarer til knap 120 millioner danske kroner.

- Det er vores ubetinget største ordre på tankstationer. Og timingen er optimal, da vi forventer at være klar til at rulle de første stationer ud fra vores nye fabrik på Vejlevej sidst på sommerferien. Så de her stationer bliver nogle af de første fra den nye fabrik, oplyser administrerende direktør Jacob Krogsgaard til Herning Folkeblad.

Bliver ikke meget større
Nel Hydrogen, der er en del af den norske koncern Nel ASA, har aktuelt adresse på Industriparken i Lind, og den planlagte flytning af både fabrik og administration senere på året sker for at kunne realisere det store vækstpotentiale, man ser på området for brint-stationer.

Jacob Krogsgaard har tidligere udtalt, at han inden for få år forventer at øge medarbejdertallet i Lind fra de aktuelle godt 50 til 100.

Aftalen med Shell og Toyota er blot med til at bekræfte optimismen, da det kan åbne døre til flere aftaler. Toyota er en af de bilproducenter, som er længst fremme med satsningen på brintbiler, og Toyota vil fra 2020 producere 30.000 brintbiler om året.

- Shell er en kunde, vi tror ganske meget på, og i partnerskab med Toyota kan det i vores lille brint-verden ikke blive meget større. Det er vores første salgsaftale i USA, og det er altid stort at komme ind på et nyt marked. Samtidig tror jeg også, at det kan give nogle effekter i både Europa og Asien, siger Jacob Krogsgaard.

Får støtte fra staten
Baggrunden for det nye projekt i USA er, at staten Californien har valgt at give tilskud til at få opført omkring 16 nye brintstationer, som skal supplere de 35-40, der i forvejen er i staten. Her har Shell vundet retten til at opføre de syv største, og Shell har så valgt Nel Hydrogen i Lind til at bygge dem og stå for vedligehold.