Politiet gør klar til fodboldbraget mellem FCM og Viborg

Superliga-sæsonen begynder i weekenden - og politiet vil være talstærkt til stede før, under og efter lokalbraget på MCH Arena

POLITI Søndag spiller FCM og Viborg superligakamp på MCH Arena. Midt- og Vestjyllands Politi forbereder sig på at sikre, at det bliver en god oplevelse for fans, spillere og byens borgere.

Politiet vil være talstærkt tilstede i Herning både før, under og efter kampen.

På dagen vil det være de letgenkendelige gule politiveste, der præger billedet i og omkring MCH Arena, når dialogbetjentene går i front. Dialogen med fans og klubber er i det hele taget omdrejningspunktet for Midt- og Vestjyllands Politis indsats under alle fodboldkampe.

- Vi har taget vores forholdsregler og været i dialog forskellige grupperinger af fans fra både Viborg FF og FC Midtjylland. Fodbold skal være en tryg og god oplevelse. Vi håber, det bliver en festlig dag, men vi er naturligvis også klar til at rykke ind, hvis situationen udvikler sig i en uheldig retning, siger Allan Laustsen, vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ud over at være til stede i og omkring MCH Arena vil Midt- og Vestjyllands Politi desuden holde et vågent øje med andre relevante steder i Herning og omegn.